Mit måske næste scenarie, en videreudvikling af “De civile” fra Warhammer 40k antologien. Jeg er stadig fascineret af tanken om et modbydeligt scenarie, om de civiles oplevelse i en krig. Nu har jeg netop lagt Roger Moorhouse værk “Berlin i Krig” fra mig. Det er ikke det, der har fået mig til, at overveje, at gøre Berlin til scenen for dette scenarie, den ide har jeg roet på længe. Men med denne bog, har jeg pludselig en masse fakta og fortællinger fra den tid, så man kunne faktisk basere scenariet på virkelige hændelser.
Men det ville ikke blive et rart scenarie, der vil ikke skulle lægges fingre imellem, det ville være et af dem, hvor jeg ville være usikker på, om jeg kunne GM’e det selv. For blot at nævne et eksempel, så blev et helt svimlende antal af berlinske kvinder voldtaget af russiske tropper i krigens sidste dage. Alle sider i den krig gjorde modbydeligheder mod hinanden, ingen tvivl om det. Men hvis jeg vil simulere en krig set fra de civiles side af, så det desværre et aspekt, der bliver svært at komme uden om. Det kan selvfølgelig stadig omgås med jeep knepet: pillowtalk. Det interessante er ikke voldtægten, men hvordan ofret kommer videre bagefter.
Men stadig, hvis jeg vil dette, hvis jeg vælger at gå efter dette scenarie, føler jeg, at jeg er nødt til at gå all out, ikke lægge fingrene imellem. Skal det være krigens gru, så skal det være alt krigens gru. Så lidt samme overvejelse som ved Bamsers mod, tør jeg gøre det, og bør jeg gøre det? Er det overhoved en historie, der er værd at fortælle?
Nå nok om den slags overvejelser, den ægte grund, til at jeg ikke er gået i gang før nu, er at jeg ikke helt har vidst hvordan. Men efter bogen har jeg faktisk en vag ide til en struktur. Scenariet får to halvdele. Første halvdel foregår i et beskyttelsesrum, hvor rollerne gemmer sig fra en af de mange luftbombardementer, som byen blev udsat for. Her udspilles en række flashbacks, mens rollerne mindes deres liv under den krig, som tydeligvis er på vej ind i sin afslutning.
Gennem disse får spillerne indblik i livet under krigen fra den håbefulde start til hvor de er nu. Samtidig vil scenerne også give et nedslagsbillede af, hvordan Berlin var under krigen. Endelig lærer det også spillerne rollerne at kende, og måske giver dem nogle valg, der vil forme deres karakter. Her vil jeg selvfølgelig trække tungt på Roger Moorhouses bog. Denne del bliver nok ret stramt holdt, med helt fastlåste scener. Hver scene vil have en hovedperson, nemlig den som husker den, og de andre spiller er så bipersoner for denne.
Mellem hvert minde vender vi tilbage til beskyttelsesrummet, og her vil jeg gerne lave lidt minimalistisk black box. Altså så godt som man kan i et klasselokale vil jeg skabe en stemning af at sidde i et beskyttelsesrum under et bombeangreb. Jeg tænker slukkede lys, måske lidt stearinlys og vigtigst af alt, en så stærk som muligt højtaler, som kan afspille et lydlandskab, som vi nok alle har hørt fra diverse krigsfilm.
I disse mellemsekvenser skal lydniveauet være så højt, at man kun kan råbe højt, for at tale sammen, og helst skal rollerne bare sidde sammen i tavshed og prøver at holde ud. Igen fordi sådan var krigen for de fleste, endeløs venten på at ens bunker enten blev ramt eller det var overstået. Så ud et par timer inden næste angreb. Faktisk overvejer jeg at lade en af disse sekvenser mellem to minder vare i en halv time. Kedeligt? Ja men det er jo pointen.
Men lidt over halvvejs skifter scenariet, når vi kommer til kampen om Berlin. Her skal de enkelte roller bare prøve at overleve, eller de kan, hvis de vælger det, blot prøve at tage deres eget liv. Det er her, det skal blive rigtigt brutalt.
Jeg overvejer faktisk et random system, hvor spillerne eller GM trækker fra en bunke kort, hvor hvert kort indeholder en hændelse, som spillerne så skal prøve at komme igennem. På den måde blive spillet samme lotto som krig er. Er du den heldige, som møder en flink russisk soldat der giver dig et stykke brød? Eller støder du på en gruppe fulde russiske soldater som, tja gør, hvad de har lyst til. Eller støder du på en af de SS enheder, som drog rundt i byen og hængte alle desertørere, som i deres øjne var alle mænd, som ikke kæmpede? Eller trækker du ganske enkelt: bombenedslag og dør på stedet? Da det alligevel er scenariets sidste del, så gør det mig ikke så meget, at en eller flere spillere faktisk kan dø fuldstændigt tilfældigt her. Sådan var det.
Det er mine tanker indtil nu, hvad synes I?
Simons scenarie sludder 
Hej Simon. Hvad syntes jeg, om din ide?
Kort sagt forstår jeg ikke ideen med modbydelige scenarier. Jeg har læst nogle stykker, og altid tænkt, dybt undrende, hvem pokker gider spille det her?
Krig er modbydeligt. No doubt about it. Men hvis jeg skal spille et scenarie om andenverdenskrig, så må det altså meget hellere minde om Ørneborgen.
Det er fordi jeg spiller for at have det sjovt.
Så jeg spørger dig, hvorfor er det, at du har lyst til at skrive det her scenarie?
By: Thomas Jakobsen on marts 7, 2014
at 9:28 pm
Det er et godt spørgsmål Thomas. Men vel det samme som hvorfor ser vi film som shintlers list og der untergang? Dybt ubehagelige film. Jeg tror jeg har to grunde. En kynisk og en alturistisk. Kynisk: det er en god stærk historie. Jeg ksn se den virke. Den alturistisk e: det er en historie værd at fortælle. Least we forget. Vi har nok action historier om krigen. Hvad med en der prøver at vise den som den faktisk var for mange. Og endelig Moores grund: det er en ufortalt historie. Men er det grunde nok?
By: Simon James Pettitt on marts 7, 2014
at 11:16 pm
Det er vel grund nok, at du har lyst til at fortælle historien. Og at der er nogen som har lyst til at spille den.
Det er heltsikkert det sidste, jeg har det sværest med. Men jeg bryder mig sådant et heller ikke om at se modbydelige film. Jeg syntes de ting jeg oplever er modbydelige nok. Så jeg har ikke lyst til at opsøge det modbydelige i min ‘recreational time’. Dér vil jeg meget hellere underholdendes, og nogle gange også bevæges. Men jeg gider ikke opsøge modbydeligheden ‘for sjov’.
Og det undre mig dybt og inderligt, at der folk som har det lige modsat.
By: Thomas Jakobsen on marts 8, 2014
at 3:25 pm
Det er selvfølgelig et spørgsmål om smag, men det sjove er jeg er faktisk tildels enig med dig, der er også ting, jeg nægter at se, og slet ikke forstår, hvorfor andre finder det interessant. Så som horror historier, eller ydmygelses komik. Men sådan er vi heldigvis forskellige.
Og samtidig så er modbydelig måske for stærkt et ord om det scenarie. Måske er tragisk eller gribende mere korrekt. Jeg går helt klart efter stemningen i filmen Der Untergang. Som i den vil der også være dele som er modbydelige, men der vil også være håb og latter lige så vel som død, had og ondskab.
By: Simon James Pettitt on marts 8, 2014
at 4:01 pm
Naturligvis skal man skrive modbydelig scenarier, hvis det eneste vi skulle spille var noget der var sjovt, så tror jeg at jeg havde forladt vores hobby. Underholdning er da fint, men det er når det rør en at rollespil blive noget særligt.
Udover det, så er det naturligvis det værd Simon, men du skal gøre op med dig selv hvad det er du vil. Vil du lave et blackbox scenarie eller et fastaval scenarie?
Lyd og lyd skal du nok tænke meget over, det bliver nemt bare sære element i et klasse lokale. Og vente ½time syntes jeg er en rigtigt dårlig ide. 30 minutter er langtid nok til at man begynder tænke på hvad man skal spille i morgen, hvor mange shots man kan nå drikke i baren osv. men ikke nok til det gør noget for spillet. 10 minutter hvor du bare sider i stilhed(eller larm med tavshed) er længe nok og vil virke fint.
Så skriv helt sikkert fortælling og gør den så modbydelig som krig er
By: Martin Horn Pedersen on marts 8, 2014
at 10:36 am
Blackbox eller Fastaval? Why not both? En del Fastaval scenarier er efterhånden blevet sat op i Black box format, så hvorfor ikke skrive et, som kan med rette fungere i begge formater?
Altså bare fordi scenariet vil blive mere effektfuldt med en fuldudstyret black box, betyder det da ikke, at scenariet ikke kan spilles i et mørkt klasselokale med de remedier man nu har til rådighed.
Hamlet er godt, hvad enten den spiller på Shakespeares Globe eller i den lokale gymnastiksal.
Desuden her jeg haft lyst til at arbejde med, at lave minimalistisk black box. Altså se, hvor meget af effekten derfra kan man genskabe i et klasselokale? Det synes jeg kunne være spændende at arbejde med.
Men jeg synes historien er god nok, til at den ikke står og falder på black box effekter.
Og ja du har nok ret, og regnede heller ikke med, at jeg ville gå igennem med 30 minutter, men det var sjovt og fristende, at lege med tanken.
By: Simon James Pettitt on marts 8, 2014
at 3:05 pm