Begyndelsen – Spillerrapport

Nå nu bliver det spændende, kan jeg fortælle meningsfyldt om dette scenarie? Ok lad os prøve. I Begyndelsen spillede man nogle mystiske væsner, som vågner og gradvis opdager deres omgivelser. Det er et meget sanseligt scenarie, blandt andet fordi man har bind for øjnene, så der komme pludselig fokus på ens andre sanser. Da jeg meldte mig til, troede jeg historien om de blinde dyr, blot var en løs historie smidt på et eksperiment, om at spille rollespil i blinde. Men faktisk fungerede scenariet godt som helhed, det hele var tænkt godt sammen og gav en samlet oplevelse og en rigtig sød og meget individuel historie om ens eget lille mærkelige væsens eventyr, mens det opdagede verden omkring sig.

Jeg har spillet et andet scenarie af Ninna, og de to ting har en ting tilfælles: de var begge fuldstændigt gennemtænkt. Der var intet overflødigt, alle tilvalg og fravalgt virkede bevidst. Der er bare en flot helhed i hendes scenarier.

Tidsfordeling
Dette scenarie havde som de to andre også en omkring to timers workshop, men i modsætning til dem kun godt og vel en times spil. Jeg ved ikke helt, hvorfor det var sådan, om arrangørerne var bange for, at det ikke kunne bære mere spil, eller hvad. Der var også meget delte meninger bagefter, om scenariet skulle have varet længere. Jeg kunne godt have brugt mere tid, men samtidig følte jeg ikke, at vi blev stoppet for tidligt. Hvis den modsætning giver mening. Altså jeg havde en fuldendt historie, men det var så hyggeligt, at man godt kunne blive ved.

Workshops
Jeg kan faktisk ikke huske så mange af enkeltdelene af workshopsne, så godt flød de sammen. Først arbejdede vi med at være blinde. Der blev vi ret hurtigt kastet ud i den dybe ende, og blev bedt om at bevæge os rundt med lukkede øjne, efter kun få øvelser. I starten bevægede man sig meget forsigtigt, og trak sig tilbage, hver gang man kom til at røre noget i mørket. Det sjove er, at denne lidt skræmte bevægelse, senere blev en central del af min rolle.

Det fede er, at øvelserne tjente to formål, først og fremmest vænne sig til at være blind, men også at blive mere bevidst om sin krop. Ja jeg ved det lyder lidt hippieagtigt, men med det forstås, at i spillet har vi jo ikke vores syn, så det var vigtigt, at være opmærksom på, hvordan resten af ens krop føltes.

Jeg var overrasket over, hvor mange af øvelserne foregik i blinde, men det havde en fin effekt, fordi da vi så kom ind til spillet, skulle vi ikke først bruge tid til, at vende os til det blinde. Det var kort sagt ikke kun det det handlede om, og det var fedt. Et andet eksempel er, at vi fik udleveret nogle af de genstande, vi kunne støde på i spillet, og som havde en bestemt betydning, såsom nogle sammenklistrede sugerør, som repræsenterede en væg, vi ikke måtte krydse.

Dette skulle vi gøre med lukkede øjne, så vi aldrig så, hvad det var, men kun kunne føle os frem til det. Igen blev øvelsen tofoldig: den lod os lære, hvordan væggen følte, så vi kunne genkende den, både med hænder og fødder, ret vigtig, da den blandt andet ville forhindre os i at gå ind i rigtige vægge. Men samtidig trænede den os i at undersøge ting uden at kunne se dem.

Rolleskabelse
En ting der også kom bag på mig, var at vi faktisk fik roller, og de faktisk virkede. Jeg har før arbejdet med, at formidle roller uden tekst, så som at bruge rekvisitter, men denne tilgang imponerede alligevel mig. Først og fremmest kom det efter alle blindeøvelserne, så vi var allerede vænnet til at bevæge os rundt i blinde, og, ihvertfald for mig, havde jeg allerede nogle bevægelser i kroppen, jeg kunne trække på.

Rolleskabelsen var dejligt simpel, vi stod med lukkede øjne og så kom en arrangør forbi og satte os igang med en bevægelse, jeg fik at dreje skuldrene frem og tilbage, ikke mere. Den skulle vi så stå og gøre et stykke tid, og fik så gradvist instruktioner om at udvide denne bevægelse, udforske, hvordan resten af kroppen begyndte at bevæge sig med den. Altså tage en lille bevægelse og udvikle den til et helt bevægelsesmønster.

Det billede jeg allerede på det tidspunkt havde i hovedet, fra den der første lidt skræmte trækken sig tilbage, fra de første usikre øvelser, passede faktisk fint sammen med den bevægelser jeg fik. Da jeg udvidede den, blev det til at kigge sig nervøst tilbage over skulderen, og gradvist gled det over i en konstant svajen frem og tilbage. Da vi blev bedt om at reducere vores bevægelse, at bruge så lidt af kroppen som muligt, blev det til en let, rytmisk svingende frem og tilbage med kun hånden. Så jeg endte med et let lurvende svajende rytmisk bevægelsesmønster og et meget klart billede, af et væsen, der bevæger sig sådan. Ja jeg ved godt det lyder underligt, men det virkede.

Og utroligt velvalgt kom der lige en sidste øvelse til skabelsen af vores væsen: en række billeder blev lagt i en cirkel på gulvet, så skulle vi gå rundt og kigge på dem alle. Når alle havde set alle billeder, skulle vi vælge et, ikke samle det op men kun vælge det. Den øvelse fik meget ros. Både fordi vi fik tid til at kigge alle billederne igennem, men også fordi man ikke tog sit billede, så flere folk kunne vælge det samme. Det gjorde ikke noget, at nogen havde det samme billede som dig, fordi man alligevel ligger så meget forskelligt i det. Hvis du vil have billeder som en del af dine rolleskabelsesøvelser kan jeg varmt anbefale denne tilgang, det giver mere ro på.

Det var også nogle meget abstrakte billeder, nogle gange blot farver og former. Ingen konkrete dyr, det virkede fint, da man så ikke blev bundet af et konkret dyr, men mere fik indtryk af nogle former og farver. Jeg valgte et, jeg så som et eller andet lille havvæsen med en enkelt fremstrakt arm, meget alla den bevægelse jeg havde i hovedet. Men at jeg så den malingsklat som et væsen, kunne lige så godt, havde været så meget andet for en anden.

Mekanikker
Endelig efter en pause, øvede vi scenariets nærmest eneste mekanik: Det var transformationerne, som nærmest skulle udgøre historiens udvikling. Disse afgjorde, hvor meget vi måtte bevæge os, i løbet af historien. Der var fem faser, en hvor vi kun måtte ligge stille og lave vores bevægelse, en hvor vi måtte kravle rundt, en hvor vi måtte gå på to ben, men ikke helt oprejst, og endelig en, hvor vi måtte gå rundt oprejst. Til sidst var der en femte fase, hvis vi igen skulle ned og ligge, og der sluttede scenariet.

Det var en dejlig simpel mekanik, der viste, hvordan disse væsner langsomt udviklede sig og kunne udforske deres mørke verden mere og mere. Og jeg elskede måden det skete på: Der kørte hele tiden musik, en ny type for hver fase, men når en overgang gik i gang, som blev markeret med høj torden, skulle vi stå stille og lave dyrelyde. Det lyder sært ja, men det fungerede virkelig godt, fordi torden sammen med vores lyde, blev et smukt underligt lydlandskab, mens vi ventede på det tegn der gjorde at vi kunne fortsætte i vores nye tilstand.

Det interessante er, at selvom det ikke var en øvelse, udviklede de fleste bestemte lyde de lavede i denne fase, og disse lyde brugte flere af os så i selve spillet, hvilket, i hvert fald for mig, gjorde væsenet endnu mere tydeligt.

Selve spillet
Jeg kunne skrive side op og side ned, om den historie der foregik i mit hoved, men det ville nok kede jer. Men jeg havde i hvert fald en hyggelig tid men den lille fyr, jeg havde skabt. Jeg fik en ven, jeg dansede, jeg udforskede verden, og fandt en maske, jeg blev meget glad for. Alt sammen i blinde. Det betyder også, at ingen af os, har ingen anelse om, hvem vi spillede med. Altså vi vidste, hvem der var i rummet. Men den ven jeg fandt, jeg aner ikke, hvem denne er. Men det gør det kun ekstra fedt, det gør kun historien ekstra isoleret fra omverden. Nogle gange kan man lidt snakke en rollespilsoplevelse i stykker, og det er svært her, heldigvis.

Men er det blackbox?
En ting jeg har tænkt over siden er, at dette næsten ikke er et blackbox scenarie. Jo ok lyden spiller en stor rolle, musikken var så høj, at den druknede alle forstyrrende lyde og virkelig fangede os i dette sælsomme univers, men det kunne man nok også skabe uden for en blackbox. Lyset var, så vidt jeg husker konstant, så det er heller ikke en forhindring.

Jeg ville faktisk påstår, at dette scenarie kunne godt sættes op på en normal con. Det ville kræve nogle lidt anderledes ting, men det kunne lade sig gøre. Skulle man gøre scenariet mere blackbox agtigt, ville jeg arbejde mere med lyset. Vores bind for øjnene, var hvide, så selv med lukkede øjne, kunne man faktisk godt fornemme lyset. Det tror jeg faktisk godt man kunne have brugt.

For det første kunne man ændre farven på lyset, og dermed spillets stemning. En hektisk stemning kunne understøtes med rødt lys, men en mere dæmpet måske uhyggelig stemning kunne skabes med grønt og blåt lys. Men man kunne også have guidet væsnerne på denne måde, eller forvirrer dem. Forestil dig at kun en lampe er tændt. Dette oplevede jeg netop under workshoppen, hvor der var et lys, der var ekstra stærkt, via den, kunne jeg hele tiden vide nogenlunde, hvor i rummet jeg er. Det ville også gælde inde i spillet, men slukker du denne og måske tænder en anden bliver man desorienteret. Måske kan lampen bruge til at tiltrække væsnerne til nogle objekter arrangørerne gerne vil have de interagerer med. Det ville nok være min eneste opfordring, ud over at sætte det op igen: enten lav det andre steder end blackbox, fordi det vil gøre det tilgængeligt for flere, eller udnyt lyset mere, når nu vi er i en blackbox. Eller gør begge dele. Faktisk helst det sidste.

Det var vist det, det var min BlackBox Cph III, det var fedt, anderledes og lærerigt. Jeg har fået mange gode tanker om, hvad jeg selv kan gøre, når jeg skal undervise i rollespil på Komediehuset til foråret. Jeg tager helt klart tilbage, og jeg kan varmt anbefale det.