Posted by: Simon James Pettitt | december 3, 2013

Drengen og mælken – spillerrapport

Scenariet handler kort sagt, om en dreng på 5 år, som bliver sendt ud efter mælk. Det er første gang, han er ude på egen hånd. Han har, som alle børn en livlig fantasi, og den mondæne opgaver bliver et fantastisk eventyr for knægten. Scenariet trækker på børneserier som Alfons Åberg og jeg synes også det mindede om Thomas og Tim, hvis nogen kan huske dem, ellers så se her:  Det scenariet især tog fra disse barndommens lege, var at fantasi og virkelighed blander sig sammen i børns leg, og at de fint kan håndtere, at denne sko altså på en gang er en sko og et skib.

Tanker om workshops
De to arrangørere startede ud, som man forventer, med at beskrive scenariet og dets formål, men så overraskede de mig. Vi blev sat til at se et afsnit af Alfons Åberg, det virkede faktisk fint, det tog kun 10 minutter og afsnittet var velvalgt, til at vise, hvad de ville med det. I afsnittet får Alfons og en ven strengt af vide, at de ikke må rode og kun må bruge de små legetøjsbiler. Hvilket i børnenes verden bliver til: intet andet legetøj må leges med, så må vi jo lege med, hvad vi ellers kan finde. Og sammen skaber de en fantastisk verden ud af fars sko, potteplanter og ikke mindst krydderier.

Budskabet som arrangørerne vil have os til at fange blev ligefrem sagt lige ud: de to børn ved jo godt, at det bare er fars sko, men på en og samme tid er det altså også to både på havet. Resten af workshoppen handlede om at få os voksne ind i netop denne legende spontane tankegang.

En interessant ting, der blev brugt under denne opvarmning, var at gå i cirkel, ja det lyder simpelt men det virkede. Vi gik i en cirkel, mens arrangøren gav os input. Det var mens vi øvede de tre fantasivenner, som drengen havde med på sit eventyr, så vi skulle finde frem til deres kropssprog. Dette har jeg prøvet før, men normalt er instruksen, at gå rundt mellem hinanden, men at gå i cirkel virkede overraskende godt. Da jeg så dette gøres, altså gå rundt mellem hinanden, i Sakrofæ (som jeg skriver om senere) kunne jeg se nogle af grundene til det.

Øvelsens formål er, at være fokuseret på sin egen krop og hvordan man bevæger den, men går man rundt mellem hinanden, skal en del af ens fokus bruges på ikke at gå ind i andre. Ved cirklen er dette ikke et problem, og man kan koncentrere sig bedre om opgaven. Udover det, så synes jeg, at det at gå i cirkel havde en dejlig hypnotisk effekt. Man faldt ligesom ind i en rytme og det ja det virkede bare godt. Så lektien er: er øvelsen intern er cirkel en god ide, er øvelsen derimod eksteren, hvordan man interagerer med andre, er gå rundt mellem hinanden nok bedst.

Fortælle eller spille
Scenariet centrale mekanik var forholdet mellem en fortæller og resten af deltagerne. I hver scene var der en fortæller og resten skulle så udøve det, denne beskrev. Men det var mere end det, de skulle ikke bare slavisk følge hans ord, men også selv komme med deres input via, hvad de gjorde. Ideen var, at der skulle opstå en synergi mellem spillerne og deres handlinger og fortælleren og hans ord. Denne synergi havde dog til tider svært ved at opstå. Så scenariets scener vesklede meget i styrke, nogle gange gik det bare op i en højere enhed og spillet flød, andre gange var det lidt op ad bakke, eller som skete mere end en gang: spillerne gik i en retning og fortælleren fortalte noget helt andet.

Dette var der flere grunde til, alle kan jeg ikke huske. Der var nogle praktiske såsom at fortælleren sad lidt lavt og ikke altid kunne se, hvad der foregik, og tilsvarende så kunne man ikke altid høre, hvad fortælleren sagde, og derfor ikke kunne spille på det.

Men ud over det, så var det faktisk også svært, fordi det sådan set er to opgaver både fortæller og spiller sidder med. På samme tid skal man selv finde på ting, og lytte til eller se hvad den anden part gør. Man skal både selv komme med ting, der kan drive historien fremad, og lytte og holde lidt igen, til hvad de andre gør. De to andre ting, kan der gøres noget ved, denne er jeg i tvivl om, hvordan man håndterer.

Og det er nok det vigtige, scenariet fik efterfølgende en del kritik, men kun fordi alle var enige om, at ideen er god, og det er et scenarie, som virkelig fortjener at blive arbejdet videre med.

Fantasivenner faste eller op til spillerne
Et andet designvalg scenariet, i hvert fald for mig, bar præg af, var valget af fantasivenner. Hovedpersonen drengen havde tre fantasivenner med, som kunne hjælpe ham og hver især repræsenterede forskellige dele af ham.

Hvad der overraskede mig var, hvor definerede de var. Det var henholdsvis: Spiderman, der repræsenterede drengens indre helt og retfærdighed. Klokkeblomst som var beskrevet som, at hun kun kunne have en følelse af gangen, og følte den helt ud i tåspidserne, og dermed var drengens følelser især de mere ukontrollerede og Peter Plys som stod for godmodighed, loyalitet og vistnok også lidt grådighed.

Det gik mig lidt på, at de var så specifikke, især fordi, jeg har aldrig rigtigt kunne lide hverken Spiderman eller Peter Plys, hvor Klokkeblomst her jeg lidt en blød spot for netop pga. det med følelserne, (det kender jeg godt Klokke). Men især Peter Plys prøvede jeg aktivt at undgå at spille, jeg kunne ikke tage ham seriøs. Jeg havde regnet med, at spillerne selv måtte skabe vennerne, men samtidig gav det mening, at de var skabt på forhånd, da det var tydeligt at arrangøren gerne ville have de repræsenterede bestemte aspekter af drengen.

Man kunne måske overveje en gylden midtvej, hvor det var dyr eller væsner som stadig repræsenterede disse aspekter, men ikke var figure, man kunne have en forudgående holdning til. såsom: Bamsen, Ridderen og Feen eller sådan. Men det er også en lektie til mig, fordi jeg har længe gerne vil lave et scenarie, hvor musik spiller en stor rolle, men her gælder det samme: det jeg føler ved et stykke musik, kan være noget helt andet for andre. Hvordan man så arbejder sig uden om det, ved jeg ikke endnu.

In which we learn
Inden jeg stopper vil jeg lige fortælle, hvordan scenariet faktisk var bygget op, fordi det var dejligt simpelt. Det bestod af over 20 meget korte scener. Hver scene bestod blot af et stykke papir, som fortælleren sad med. På de stod scenens titel, hvor vi var og så en sætning, der altid hed: “In which we learn…” og så noget om, hvad kan man sige lektion, for den scene: så som det er godt at have venner til at hjælpe dig eller sådan.

Under det var der nogle stikord, som fortælleren kunne bruge undervejs, men ikke skulle læse op. Det var det, ud fra det fortalte fortælleren, hvad der skete og spillerne spillede, hvad der skete. Til tider kaotisk, til tider kikset men nogle gange sublimt.

Derudover var hver fast rolle repræsenteret af en rekvisit, en hue til drengen, en spiderman maske, et par fe vinger og en rød trøje, gæt hvem de var til. Det virkede fint, fordi man lynhurtigt kunne aflæse, hvem der hvem, da nemlig disse roller og fortælleren skiftede mellem hver scene.

De sidst to virkemidler var lyd og lys. Lyden var musik, alt sammen fra Pixar film, et nice touch synes jeg. Musikkens type og højde var med til at påvirke, hvordan vi spillede og hvad forfatteren fortalte. Den kunne både understøtte, det vi var i gang med, men blev også brugt til at skubbe os i bestemte retninger.

Lyset derimod blev brugt til at vise, om vi var i fantasien eller i virkeligheden. Der galt forskellige regler for disse. I virkeligheden skulle tingene være realistisk (selvfølgelig) og udover det måtte fantasivenner ikke være til stede. I fantasien kunne ting blive fantastiske og urealistiske, endrukkenbolt blev en trold, en ekspedient til en heks osv. Samtidig måtte fantasivennerne være med her og hjælpe drengen.

Det betød, at med lyset kunne arrangørerne styre en scene ret godt. Mange scener startede i virkeligheden og bevægede sig over i fantasien. Jeg husker dog især en, hvor drengen har mistet den mønt, han skulle betale for mælken med, og vi alle sad og bare ventede på fantasilyset så fantasivennerne kunne komme ham til hjælp, men det kom aldrig, og det virkede utroligt stærkt.

Nå ja dem som ikke var fantasivenner spillede så alt andet i verden, og her mener jeg alt. De var andre mennesker, men også ting og mindre fysiske ting. Jeg prøvede at være biler, et ur, legetøj en vred hund og mere underlige ting som regn, et hegn og mindet om drengens far. Hvad vi var, var helt op til os selv, men oftest bygget på, hvad fortælleren beskrev.

Nå det var vist, hvad jeg lige kunne komme på, men det er vist også rigeligt. Op next: Sakrofæ, som er noget helt andet.

Reklamer

Responses

  1. […] du læste spilrapporten om Drengen og mælken, vil du kunne se hvor stor forskel, der er på blackbox scenarier nu. Men Sakrofæ var også en […]

  2. […] Drengen og mælken Handler kort sagt, om en dreng på 5 år, som bliver sendt ud efter mælk. Det er første gang, han er ude på egen hånd. Han har, som alle børn, en livlig fantasi, og den mondæne opgave bliver et fantastisk eventyr for knægten. Scenariet trækker på børneserier som Alfons Åberg og jeg synes også det mindede om Thomas og Tim, hvis nogen kan huske dem, ellers så se her: Det scenariet især tog fra disse barndommens lege, var at fantasi og virkelighed blander sig sammen i børns leg, og at de fint kan håndtere at denne sko altså på en gang er en sko og et skib. […]

  3. Det lyder som et rigtig interessant scenarium, med mange gode virkemidler der understøtter konceptet.

    Det med at have en fortæller arbejdede vi også med i London. Vi playstormede en række måder at have feedback mellem fortælleren og de fysiske spillere, men kom frem til at gensidig feedback simpelthen var for distraherende og endte med at fortællerne fik lov til at køre frit uden hensyn og bevægerne fulgte efter. Det gav begge parter mere fokus på deres del af spillet.

    • Det snakkede vi også meget om i feedbacken, den tilgang vil nok fungere mere glidende, men var ikke det de ville med spillet fornemmede jeg. Vi overvejede en hybrid hvor hvem der havde magten til at drive spillet fremad ville skrifte, men stadig tilhøre kun en, men det ente også ret rodet. Jeg tror også nogle ville mene, at det blev mere fortællespil og mindre rollespil, hvis kun fortælleren kunne skubbe historien fremad, ihvertfald i Drengen og mælken, som jeg forstår jeres, så var det vist ikke så meget et problem, fordi der trods alt var tre stemmer.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: