Posted by: Simon James Pettitt | marts 5, 2011

Rollespil er relationel

Pierre Bourdieu har sagt: verden er ikke rationel den er relationel. Det han mener med det, er, at når vi forsøger at forstå samfundet og hvorfor, vi gør, som vi gør, så skal man se på menneskers relationer til hinanden i det han kalder feltteorien.

Når vi møder et menneske, så positionere vi os med det samme mere eller mindre ubevidst i forhold til det menneske. Denne positionering sker på baggrund af vores samlede information om denne person. Det kan være alt fra de blogs man har læst af personen, til 10 års nært venskab, til simpelthen blot personens udseende.

Denne positionering er især interessant, når vi møder en person vi ikke kender i forvejen, fordi vi forsøger stadig at positionere os, men mængden af information vi gør det med, er ofte meget begrænset, og vi kommer derfor til at bygge relationen på stereotyper og forudgående opfattelser om den type person man står overfor.

Denne proces illustreres faktisk fint i TV2s program ”Dagens mand”. Det viser netop et kunstigt første møde og positionering. Først får kvinderne kun navnet og selvfølgelig personens udseende. Her kan de så enten sige ja eller nej, tænd eller sluk. Men vi ved jo ikke om dette første indtryk er korrekt.

Efter følgende ser de et lille klip om personen, og gradvist får de flere og flere informationer om manden. Efterhånden som de får flere informationer kan de styrke eller ændre deres oprindelige første positionering ved fortsat enten at tænde eller slukke.

Det er også det vi gør i den virkelige verden, i det vi møder et nyt menneske. Vi opbygger og nuancerer vores position eller relation til dette menneske. Selvfølgelig meget mere komplekst end blot tænd/sluk. Men det vigtige er, at vi gør det. Vi spørger os selv, hvordan er jeg i forhold til den anden. Klassiske parameter er ting som køn, alder, social klasse, uddannelse, tøj stil og interesser.

Det afgørende og vigtige er, at med disse informationer ændre vi vores opførsel over for denne person. Vores position og relation til et andet menneske afgør, hvordan vi opfører os over for denne. Hvor træls det end er at indrømme, så er opførte jeg mig anderledes da jeg spillede rollespil med Mikkel Bækgård og Alex Uth, end jeg gør, når jeg spiller med en gruppe Østerskov elever. Det er måske ikke fortjent, men det gør jeg, fordi vi er påvirket af vores relation til et andet menneske.

Denne ret banale pointe er vigtig i en rollespilssammenhæng, fordi den position og relation vi skaber over for de fire, frem andre personer i spillokalet, i det vi træder ind og ser dem, tager vi ubevidst med i rollespillet, hvad enten vi kender dem eller ej. Det kan være en umærkelig forskel, men den er der. Vi træffer nogle valg om vores holdning til de andre, vi sætter os i en bestemt position. Og denne position er afgørende for vores muligheder og opførsel, når rollespillet går i gang.

Det er sådan set det Thais Munk er inde på, i hans case beskrivelse af den gode spiloplevelse. Han bruger mit scenarie Stjernetegn som case, fordi han havde en fantastisk oplevelse. Og han ender med at opliste en række kriterier, som er afgørende for ens spiloplevelse, og hvor end jeg gerne vil tage kredit for hans gode oplevelse, så er scenariet kun et blandt flere kriterier, hvor netop spiller sammensætningen er en af de utroligt vigtige.

Blandt forfattere snakkes der tit om frygten for den dårlige spiller. Ofte i form af den uerfarne ungdomsskole elev. Men dette synes jeg er forkert. Jo der findes deciderede dårlige spillere, men endnu mere vigtig er spillersammensætningen og den automatiske positionering, der sker i det de mødes i spillokalet. Det hold der havde den bedste oplevelse med Ønskeøen var netop et hold bestående udelukkende af ungdomsskolelever og Østerskov elever, den ufortjent mest frygtede spillergruppe. Men fordi de positionerede sig over for hinanden på en eller anden magisk måde, så fik de en fantastisk oplevelse.

Det er også derfor, at jeg har oplevet så misvisende spiltest med både Stjernetegn og SystemPerfekt. Ved spiltestene var relationerne i de to grupper netop så fordelagtig at de fik en god oplevelse. Så spiloplevelsen af et scenarie er helt klart afhængig af scenariet, men nogle gange mindst lige så meget af spiller sammensætningen og den måde de positioner sig over for hinanden. ’

Kort sagt: hvis relationerne er dårlige, så kan en gruppe bestående af verdens bedste spillere blive direkte dårlig, og er relationerne lige rigtige til det scenarie, kan de fem værste spillere gøre det fantastisk.

Derfor har jeg overvejet en interessant men skræmmende øvelse. Tag spillerne ind i lokalet, lad dem læse rollerne (så de lige har tid til at se hinanden an), og så pludselig sige: nu skal I ærligt fortælle jeres førstehåndsindtryk af de andre spillere og spilleder. Det er et dybt grænseoverskridende spørgsmål, fordi netop vores skjulte tanker om de nye mennesker, vi møder, er noget af det mest private der findes. Netop fordi vi ved, at det potentielt er meget forkert og fordi det ofte bygger på vores stereotype opfattelser af mennesker, (og vi vil netop ikke afsløres i at tænke stereotypt selvom vi alle gør det.)

Men formålet med denne øvelse ville netop være, at undgå, at nogle af disse stereotype opfattelser går ind og er afgørende for den relation der skabes mellem spillerne. Ved at få disse opfattelser ud i det åbne bliver de italesat og måske ligefrem afkræftede. Desuden betyder de, at de ekstra informationer vi alle sammen får om hinanden gør den umiddelbare relation vi skaber mere reel og kompleks, hvilket jeg tror vil være fordelagtigt.

Reklamer

Responses

  1. Phew. Bourdieu inden frokost. Jeg ville ikke kunne håndtere det, hvis det ikke var fordi at jeg havde fået mit eget tag. 🙂

    Jeg er overordnet meget enig, men samtidig synes jeg at du misser en ting eller to og jeg bryder mig ikke om øvelsen.

    Der er et spørgsmål om forskellige spillere, der vil have forskellige ting.
    Det handler ikke kun om relationerne imellem spillerne, men også om at de kommer til at få den rigtige position i spillet (forstået sådan at f.eks. rollerne i scenariet bliver fordelt efter hvem der måtte være historiefortæller, taktiker, indlevelse-fan, etc og efter spilpersonernes interne hieraki og relationer).

    Derudover er det vigtigt for mig at understege at relationerne udvikler sig konstant når vi spiller og når vi omgås hinanden generelt. Jeg har haft spillere, som rejste sig til fantastisk højder, fordi at jeg roste dem (Jeg er glad for at være cheerleader som spilleder) og gjorde det klart for dem at der var sikkerhedsnet, så de kunne bare give den gas. Der har dårlige forventninger fra min side faktisk haft en positiv effekt, fordi at jeg opdagede at jeg tog fejl. Det gav godt nok et sug i maven.

    Til sidst øvelsen. Jeg tror at det kan give voldsomt negative effekter, hvis man får folk som bare kyler svinerer i hovedet på hinanden. Jeg tror det kan være risikabelt, hvis folk ikke kan sige det på en konstruktiv måde. Det ville være grænseoverskridende, men jeg er i tvivl om det vil have en god effekt. Jeg tænker mere over det og vender tilbage med mere om det senere.

  2. I lighed med Thais ser jeg også problemer ved øvelsen. Kan du forvente at folk vil svære ærligt? Hvorfor vil folk svare ærligt? Husk på, at når de går ud af lokalet, skal de omgås hinanden på resten af connen. Der er en masse strategiske årsager til at svare diplomatisk og undvigende på spørgsmålet.

    Samtidig med har du ikke forklaret spillerne konteksten for spørgsmålet. Hvad er pointen, og hvad vil I gerne opnå af positive effekter?

    Dertil er den ramme, du stiller spørgsmålet i, stadig en social situation, og den adskiller sig ikke væsentligt, om du havde inviteret de samme mennesker til et middagsselskab og efter at have sat dem ved bordet, stiller du samme spørgsmål. Igen kan du forvente at folk vil svare strategisk og ikke ærligt.

    Jeg kan heller ikke se, hvordan at spørgsmålet vil opnå den ønskede effekt, at få folk til at afkræfte deres stereotyper om hinanden, eller nødvendigvis skabe et konstruktivt miljø om bordet: “er det virkeligt dit indtryk af mig!? Dig kan jeg ikke lide” kan lige så godt blive en reaktion.

    Og hvorfor er førstehåndsindtrykket relevant på det tidspunkt, du spørger dem? På det tidspunkt har de allerede brugt noget tid sammen, læst deres roller osv. At tage førstehåndsindtrykket vil være at spole tilbage i tid, og spillerne har på spørgsmålstidspunktet allerede justeret deres billeder af hinanden.

    Jeg ville nok forsøge mig med nogle øvelser, der peger fremad i stedet, således at spillerne får lov til at udvikle relationerne imellem hinanden og gennem handlinger demonstrere hvem de er, fremfor at skulle afvise eller nuancere hinandens førstehåndsindtryk.

  3. Theis og Grais har ret, det er en alt for hård ting at smide ind på en gruppe mennesker der er sat tilfældigt sammen.

    Men man kan sagtens arbejde med at bygge sammenholdet op i gruppen, der er en masse øvelser og tricks til at få spillerne til at skabe stærkere relationer internt. Noget af det bedste jeg har set er indbygget i mange storygames: Hele spilgruppen er med til at forme udgangspunktet for spillet. Det er tydeligst i spil som PTA, hvor man laver setting og spilpersoner i plenum. Når man går i gang er det med et overskud af ownership og buy-in fra alles side. Det er langt sværere at gøre med et stramt skrevet dansk conscenarie, men man kan sagtens opnå det samme.

    På samme plan kan jeg ikke forstå hvorfor du vil gøre det efter de får rollerne, det er langt mere effektivt at tage det inden du har det ekstra lag af kompleksitet rollespillet bidrager med. Det vil også hjælpe på at få en bedre fordeling af rollerne hvis folk har åbnet op inden og kan se hvem der vil være bedst i hvilken rolle. Meget bedre end bare at dele dem ud og forvente at alle kan og vil spille en hvilken som helst rolle.

  4. Jeg må jo se mig selv slået, I har ret øvelsen er ikke muligt, fordi øvelsen jo netop sker i det relationelle rum. Jeg havde nok været lidt for teoretisk i mit hoved da jeg skrev teksten. Og på en eller anden måde tænkt, at man kunne gå ud over tja virkeligheden i den øvelse, det er naturligvis ikke muligt.

    Så er de foreslag i kommer med langt mere brugbare, og de behandler jo stadig samme problemstilling, hvis man kan kalde det for det. Tak for jeres tanker.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: