Posted by: Simon James Pettitt | september 23, 2010

1+1 – Rollespilsformer

Som lovet, vil jeg gennemgå, de rollespilsformer 1+1 benytter sig af og hvordan jeg tror at de vil underbygge de enkelte scener. Inden spilstart er der en slags scene 0, hvor spillerne gennem simpel spontan improvisation skaber rollerne og omverden. Det lyder som en stor mundfuld, men det brydes ned i bidder, hvor man starter med blot at komme på den andens navn. Dette er inspireret af en af opvarmningsøvelserne Oliver beskrev på sin blog.

Det skal bemærkes at alle scener er defineret meget ved deres begrænsninger, de ting man ikke må. Det er disse begrænsninger, der siger noget om den type rollespil man spiller. Det er så at sige begrænsningerne, der sætter rammen, der gør at denne type rollespil underbygger netop den scene. Men samtidig åbner rollespilstyperne op for nogle muligheder, som kun denne type rollespil kan.

Scene 1. forholdet starter, bordrollespil
I første scene fortælles det, hvordan de to roller finder sammen, scenen skal som de alle ikke tage for lang tid, og kan sagtens gå hen og blive den længste, hvis ikke man passer på. Det er jo stort set kun i pornofilm, at man kan finde sammen i løbet af de første to minutter. Scenen må også godt vare lidt, da det jo er et interessant tema, og sagtens kunne være et scenarie i sig selv, altså selve jagten på kærligheden. Men det er ikke dette scenaries fokus, (Hey en toer).

Derfor har jeg valgt bordrollespil, som format for denne, da det betyder, at vi kan klippe i scenen. Der kan springes vildt og frejdigt i tid og sted. Så det kan godt være at der går 10 år, fra de to mødes, til de finder sammen, men det gør ikke noget, man kan bare klippe sig frem til de afgørende scener. Bordrollespil betyder kort sagt, at kun de afgørende øjeblikke af forholdets begyndelse kommer med, og det er jo også disse scener der er mest interessante at spille.

Men hvordan spiller man bordrollespil uden en spilleder? Jo man bruger en tet. Hvis man har teten, så må man bruge et spillederindgreb, så som at klippe i tiden, sætte en ny scene, introducerer og spille bipersoner. Når man gør dette, skal man give teten til den anden spiller, sådan skifter spilleder magten frem og tilbage.

Scene 2. en normal stund i forholdet, fortællerollespil
Jeg ved ikke om der officielt er noget der hedder dette, men I ved hvor jeg vil hen. Denne scene må man kun fortælle. Man må altså ikke bruge direkte tale. Man skal fortælle, hvad der sker. Formålet med scenen er at give et indblik i det forhold der blev startet i forrige scene. Det skal være en normal stund. Men hvad er normal stund er for det enkelte forhold er ikke til at vide, man vil give sig meget naturligt ud fra de to roller og scene 1.

Man kunne påstå at brodrollespil sagtens kunne tage sig af denne scene. Men i det, det bliver fortalt i stedet for spillet, sker der to ting: først og fremmest, tror jeg, scenen bliver kortere. At fortælle en hyggelig aften i sofaen går hurtigere end faktisk spille den. Desuden kan man ved at fortælle, faktisk spille scener, hvor der ikke sker så meget i, men som alligevel siger en masse om forholdet. Det ville være svært i live og bord, (ikke umuligt, men jeg tror fortællingen egner sig bedre.)

Hør evt. Tv2 sangen ”Herlev, det er skønt,” hvis man lytter til teksten, sker der absolut intet interessant, men alligevel har man et meget klart billede af de tos forhold, (og ja det er den sang, der gav mig ideen til denne scene, som blev tilføjet ret sent i forløbet).

Scene 3. krisen introduceres, monolog
Nok den korteste scene. Den består blot af to monologer. I den første at introducere den ene spiller et problem i forholdet, en krise, der grundlæggende udfordre de tos forhold. Spilleren gør det ved at læse højt, mens denne skriver en besked til den anden, som fortæller denne at dette problem findes. Det er et trick vi kender meget fra film, der bliver skrevet et brev, og imens hører vi, med skriverens stemme, det der bliver skrevet.

Den anden monolog, er en intern monolog, som vi kender det fra teatret. Her skal den anden spiller spille sin indre reaktion og tanker, når denne har læst beskeden. Med disse to monologer får man således introduceret problemet og begge tos holdninger til det. Monologer egner sig, fordi vi her får nogle tanker og følelser på bordet, som normalt har svært ved at komme i spil. Tanken er, at det skal være grobund for spil i næste scene.

Scene 4. krisen udfoldes, liverollespil
Så kom live endelig, selvfølgelig skal det være med, men det skal være med i en scene, hvor det virkelig kan komme til sin ret. Denne scene har fokus på følelser, udbrud og kropssprog. Det er ikke tilladt at løse konflikten i denne scene, det er ikke tilladt at være retfærdig eller fornuftig eller overgivende. Begge parter skal stå på deres og spille på dette. Scenen skal udnytte hele vores arsenal af kommunikationsformer og niveauer. Man skal råbe, tale sagte, sidde ned, stå op, gå rundt, holde om hinanden, slå ud efter hinanden.

Live, synes jeg, er ideelt til denne scene. Den åbner op for at man kan bruge hele kroppen. Og scenen i sig selv underbygger live. I og med, man skal ikke tænke på næste scene eller historiens fremtid, men blot spille i nuet og fokusere på følelserne og reaktionerne. Hvor man i de andre scener, skal være bevidst om, hvor vi er på vej hen, og om vi skal klippe nu. Så skal der ikke ske noget bestemt i denne scene. Man kan endelig fordybe sig kun i rollen. Og det er lives helt enestående styrke.

Dette er i øvrigt et eksempel, på live næsten uden settingrollespil og kostumerollespil i sig. Og det er denne type live, jeg ikke forstår at ”rigtige” liveforfattere ikke vil bruge. Den vil gøre adgangen til liverollespil så meget lettere.

Scene 5. krisen forløses, mørktrollespil
Denne scene skal være den totale kontrast til forrige scene. Der skal være mørkt i lokalet, så de to ikke kan se hinanden. Og i dette mørke uden for tid, skal konflikten, som eskalerede i scene 4, forløses. Nu er det tilladt at være fornuftig, at lytte, at gå på kompromis. Men også ærlig. Og her kommer mørket ind, jeg tror, at man tør sige mere i mørket. Det ligger også den dæmper på scenen, der er nødvendig.

De ting der blev sagt i scene 4, skal snakkes igennem og krisen skal på den ene eller anden måde forløses, om det så bliver en ulykkelig eller lykkelig slutning ligger ikke fast. Denne scene slutter, når en rejser sig og tænder lyset. Altså ikke når krisen er færdig, men når denne spiller finder det passende. Det kan være både inden den endelige konklusion eller efter.

Scene 6. historien afsluttes, tavstrollespil
I det lyset bliver tændt, starter scene 6. Og i denne scene må man ikke sige noget. Ikke et ord, ikke et pip. Og således skal historien afsluttes. Via kropssprog. Ja indrømmet, denne scene er nok ikke så meget underbyggende for formålet, som en udfordring. For hvordan afslutter man historien uden et ord? Det er også formålet med måden scene 5. slutter på. Så kan man nemlig lægge scene 6. som man vil. Den kan ligges, så det eneste der mangler at sige er farvel. Så er det jo let nok. Eller den kan ligges, inden man faktisk er kommet til en afslutning, alt efter hvor modig man er.

Denne scene er kun mulig, på grund af de forrige scener. Man kunne næppe starte med tavstrollespil. Men jeg synes, og det er mest en mave fornemmelse, at den passer bedst ind her. Det er jo egentlig et tilfælde af ekstrem ”show not tell”. Når forholdet er slut eller reddet eller hvad det nu er, så er ord tomme. Jeg kan forestille mig, at man næsten kun kan komme til at sige kliche ting i denne sidste scene, sådan er det med kærlighedshistorier. Hvorfor tror I, at vi husker Han Solos svarreplik i ”Empire strikes back”? Fordi den brød med konventionerne. Det er sindssygt svært ikke at falde tilbage på klicher i rollespil, især så improviseret som dette.

Derfor fjerner jeg ordene. Så må kroppen og øjnene og ansigtet gøre resten, og så brydes stemningen ikke af flade klicher og tommer ord. Dette er min personlige ynglingsscene, og jeg tror den kan blive ret god. Det er i øvrigt en scene, som også kan være ret kort. Som sagt kan den være helt ned til et farvel, altså sagt uden ord.

Det blev lidt langt, og dette indlæg var, som det jo af og til er, ikke så meget til jer, som til mig selv. En mulighed for et gennemreflektere de enkelte scener og argumentere offentligt for, hvorfor det, jeg laver, virker. Det må man godt på en blog. Jeg lover at blive mere interessant, når vi starter læsegruppen op igen efter vikingcon.


Responses

  1. Hej Simon,

    Jeg forundres over dine begreber i scene 1-3. Som jeg spiller bordrollespil, så er virkemidlerne i scene 2 og 3 ting, der anvendes i bordrollespil (og faktisk også i live-rollespil). Det du beskriver er ikke spilstile, som det er mekanikker eller virkemidler til at spille rollespil med. Det betyder også, at der mig fuldstændig uklart, hvad du mener med ‘bordrollespil’, da du nu anvender termen i en helt anden og derfor forvirrende kontekst. Det samme gælder for din anvendelse af termen ‘fortællerollespil’, som er en ofte anvendt term i forbindelse med forskellige typer af bordrollespil, og derfor igen en misvisende betegnelse.
    Det forekommer mig, at du ønsker, at scene 1 hovedsageligt spilles i første person, og at man kan klippe i handlingen. Tilsvarende forekommer det mig, at du ønsker scene 2 beskrevet i tredje person uden at der klippes i handlingen.

    I din fjerde scene skriver du, at man skal spille i nuet og ikke tænke frem. Igen ser jeg ikke, at det er et særligt træk ved live rollespil – slet ikke når der kun er to spillere i spillet – og hvad er det egentlig, der adskiller den fra scene 1? At man står op og bruger kroppen?

  2. Jeg tror forvirringen opstår, på grund af min lidt omvendte holdning til rollespilstyper. Lige som jeg spaltede live op i live-, setting- og kostumerollespil, så har jeg, i mit hoved, delt bordrollespil op i flere typer, som hver især er en del af det hele der udgør bordrollespil.

    Det vil sige, tilsammen udgør bordrollespil, fortællespil, monolog og for den sags skyld også bipersonrollespil, som ikke er med her, samt sikkert flere andre, det jeg samlet ville kalde ordrollespil. Som for mig lægge i den modsatte ende af skalaen i forhold til live.

    Jeg kalder det bevidst for typer og ikke virkemidler, fordi de er mere omfattende i denne forbindelse. De dominere og sætter rammerne og begrænsningerne for den enkelte scene, og er ikke bare nogle virkemidler blandt andre.

    Men du har da åbnet mine øjne for, at jeg skal gøre det klart, hvad det er jeg mener, når jeg siger rollespilstyper, og ikke nødvendigvis kalde det det, bare fordi det giver mening i mit hoved.

    Endelig: hvorfor kan to personer ikke spille live?

  3. Jeg siger ikke, at spil med kun to personer ikke kan spille live. Jeg spørger til, hvad det er, der gør det til live og ikke bare det sædvanlige semi-live/con-rollespil. Med andre ord hvorfor er den scene i modsætning til de andre live?

  4. Den er anderledes i kræft af, at der er andre begrænsninger og krav til, hvordan man spiller. Her er kravene til de fire første scener. Disse er ikke de færdige krav, så der vil komme mere og klarere begrænsninger end disse.

    Kravene til scene 1 (bord)
    Scenen skal spilles som bordrollespil.
    I skal sidde ned under hele scenen.
    Kropssprog skal være begrænset, til det man kan, mens man sidder ned.
    I skal sige, hvad I gør, ikke gøre det.
    Scenen skal slutte med at 1 og 2 finder sammen.

    Kravene til scene 2 (fortælle)
    Der må ikke siges noget direkte, i stedet skal alle handlinger og replikker fortælles.
    Der er kun en, der må fortælle ad gangen.
    Det er tilladt at fortælle om ting den anden person gør eller siger, og den der bliver fortalt om må ikke afbryde eller kommentere på dette.
    Det er tilladt at mime med til det, der bliver fortalt, både fortæller og den anden. Men det er på intet tidspunkt tilladt at bruge direkte tale.

    Kravene til scene 3 (monolog)
    Scenen består af kun af to replikker, der må ikke siges andet end disse to.
    Man må ikke tale direkte til hinanden.

    Kravene til scene 4 (live)
    Scenen skal spilles live.
    Der må ikke klippes i tid og sted.
    Man gør, hvad man gør, og siger, hvad man siger.
    Fokus skal være stærke følelser.
    Konflikten må ikke blive løst.

    Hvorfor jeg operer med disse forskelle? Fordi jeg tror de enkelte rammer omkring scenerne vil understøtte, hvad der skal ske i den scene.

    For eksempel: Hvorfor er første scene ikke live? Fordi, min teori er, når man skal bruge hele kroppen, så er men mere fokuseret på her og nu. Hvad skal jeg gøre med min krop kort sagt, på samme måde som at spille skuespil er krævende, fordi man skal være meget bevidst som sine handlinger. Ved at sige, det skal være bord, og ved at begrænse hvor meget man skal spille fysisk, så tror jeg, at man frigør noget fokus, som kan give overskud til at tænke over, hvad skal vi hen? Dette behøver man ikke tænke over i livescenen og kan derfor fordybe sig i rollen og de fysiske handlinger.

    Det er inspireret af noget af den kritik story games har fået, nemlig at når man skal være fokuseret på at skabe fortællingen så ryger noget af indlevelsen i rollen.

    Derfor deler jeg disse to op og siger i scene 1 skaber I fortællingen, i scene 4 fordyber I jer i den rolle og fortælling I har skabt. En af scene 2 og 3s formål, er at gøre det interessant at fordybe sig i rollen i scene 4, sætte noget på spil så at sige.

    Om mine teorier holder får vi af se, når jeg får spiltestet scenariet.

  5. Okay, nu antager jeg ud fra din beskrivelse, at elementerne er foreløbige, og at det ikke er din endelige udformning. Jeg synes nemlig, at din tekst veksler mellem at beskrive, hvad folk skal gøre (bordrollespil) og dikterer en række benspænd (skal sidde ned). Der er trods alt den forskel, at der ikke er noget krav i bordrollespil til, at man sidder ned, og ej heller intet i, at man ikke må trække på kropssprog etc. Det er forvirrende, at du blander disse ting sammen – hvornår beskriver du, hvad folk skal spille, og hvornår dikterer du? Jeg tror det vil være lettere, hvis du afstår fra dine beskrivende termer (bordrollespil, liverollespil) og bare dikterer, hvad folk skal gøre – for hvis scene 1 og 4 er bordrollespil og liverollespil, hvad er så scene 2 og 3 så? Bord? Live? Computer?

    Jeg synes ikke helt din teori helt er på plads. Jeg kan godt se, hvad du mener, men hvad jeg hører folk snakke om, og fra mine egne live-oplevelser, kan jeg ikke genkende det element. Desuden er kritikken – som du nævner – rettet mod story games, men der er ikke noget i dit rollespil, som kan betegnes story game. Hvordan påtænker du egentlig at få testet din tese? En succesfuld afspilning af scenariet vil ikke i sig selv bevise noget.

  6. Det har du faktisk ret i, det er en god pointe. Så det vigtige er hvad jeg vil opnå, hvad jeg så kalder det i mit hoved er jo for spillerne ligegyldigt. Men det der er den vigtige information for dem, er rammerne og kravene. Det skal jeg tage med tak.

    Og nej, jeg er enig, teorien holder ikke. Dit eget Memoratoriet (et helvedes til navn, skal altid ind på Alexandria og tjekkes dets stavning) er jo bevises på at man godt kan live og skabe enorm indlevelse samtidig med at man skaber rolle og historie fra bunden. Men tanken er, som den hele tiden har været, at have meget klare skel, mellem hvad der er formålet med den enkelte scene, og dermed bruge rollespiltyper som understøtter dette (rollespilstyper i min forståelse af ordet).

    Så scene 1 er formålet skabelsen, at sætte sin hjerne i gang og fra bunden opbygge det forhold og den historie man vil fortælle. Scene 2 skal vise hvad for et forhold det blev, scene 3 skal skabe krisen og scene 4 skal udfolde denne krise. Og dertil tror jeg de typer jeg har sat på scenerne understøtter deres formål.

    Jeg siger ikke, at man ikke kan de ting i de scener jeg har sat op i andre former for rollespil, man jeg prøver at se om ikke disse rammer kan intensivere oplevelsen, om ikke andet fordi, jeg tror der opstår et samspil mellem de forskellige former fra scene til scene. Men det er lidt mere indviklet og vagt at komme ind på nu.

    Hvad skal en spiltest vise, tja en test er ikke nok i sig selv. Det er samtalen med spillerne bagefter der er vigtig. Scenariet står og falder på, om de opfatter rammeskiftene som trælse og i vejen eller opløftende og intensiverende. Om det så er tilfældet får I at høre efter Hyggecon.

    Men det er i øvrigt altid en ting ved mine sidste par scenarier, spændingen om de til tider lidt usædvanlige rammer jeg har sat op er spilskabende eller ødelæggende. Men det er en risiko jeg er villige til at tage, fordi, som regel, giver det nogle ret intense oplevelser for spillerne, man som forfatter sjældent kunne forudse.


Skriv et svar til Simon James Pettitt Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: