Posted by: Simon James Pettitt | april 11, 2014

Nifinger lukker og slukker – længe leve pettitt.dk

Det er enden på en epoke, men kun fordi en ny starter. Jeg lukker Nifinger ned og flytter blog og alt hvad der dermed følger over på min nye hjemmeside: pettitt.dk, som samtidig bliver udvidet til at tage sig af andre ting i mit liv, så som et online cv og portfolio, (dem er jeg stadig ved at bygge) Feedet til alexandria er allerede ændret og retter nu mod den nye hjemmesides rollespilsunderside. Så selvom jeg skulle begynde at blogge om andet end rollespil, vil det feed stadig kun få det rollespilsrelaterede.

Men da nogen måske har aboneret eller på anden måde følger mig uden om alexandria.dk så tænkte jeg, at jeg lige ville sige farvel her over. Jeg lukker ikke siden ned foreløbig, men dette bliver det sidste indlæg her.

Derudover er det vel også rigtigt og sentimentalt at sige ordentligt farvel til en god ven. Så tak for nogle gode år nifinger.wordpress.com og tak til alle, der har fulgt med, læst, delt og ikke mindst kommenteret. Jeg håber I vil følge med over på den nye side og deltage lige så aktivt. Hvilket der straks vil blive mulighed for, da jeg inden længe smider nogle indlæg om den kommende black box con i Horsens, som også får hjemmeside på pettitt.dk

Det var alt, vi ses på den nye side.

Reklamer
Posted by: Simon James Pettitt | marts 31, 2014

Remember? – A nano scenario looking for feedback

So writing the nano scenario Two Ravens and a Pile of Corpses for the Fastaval nano anthology In the Deep, Dark, Weird Forest has apparently given my blood on the tooth for more (a Danish expression, so much better than: have spurred me on). So the other day I made a very short nano scenario. Now I can’t take all the credited for it as it’s inspired by one of the settings from the game: Before and After Silence from the book: Larps from the Factory.

Anyhow, here it is, and I would very much appreciate it, if it could get some feedback. Or just at least write how you understand it. Pointing out spelling mistakes and the like, is also very welcome:

Remember? – A role playing game for one
Find a quiet spot in a busy place, like a train station * Find some melancholic music, listen to one number with closed eyes, then start * You are no longer your self, but play the soul of someone who has died * You have forgotten who you were, and you can’t move on until you remember * Everyone around you represents your memories * Their appearances, movements and interactions tells you stories from your past * Use these fragments of your life to remember who you were * When you remember you can move on

That is it, I’m beginning to like this format, all feedback is very welcome. And why are both my nano scenarios about life after death? Is my imagination trying to tell me something?

Posted by: Simon James Pettitt | marts 7, 2014

Berlin 1945 – Scenarie ide

Mit måske næste scenarie, en videreudvikling af “De civile” fra Warhammer 40k antologien. Jeg er stadig fascineret af tanken om et modbydeligt scenarie, om de civiles oplevelse i en krig. Nu har jeg netop lagt Roger Moorhouse værk “Berlin i Krig” fra mig. Det er ikke det, der har fået mig til, at overveje, at gøre Berlin til scenen for dette scenarie, den ide har jeg roet på længe. Men med denne bog, har jeg pludselig en masse fakta og fortællinger fra den tid, så man kunne faktisk basere scenariet på virkelige hændelser.

Men det ville ikke blive et rart scenarie, der vil ikke skulle lægges fingre imellem, det ville være et af dem, hvor jeg ville være usikker på, om jeg kunne GM’e det selv. For blot at nævne et eksempel, så blev et helt svimlende antal af berlinske kvinder voldtaget af russiske tropper i krigens sidste dage. Alle sider i den krig gjorde modbydeligheder mod hinanden, ingen tvivl om det. Men hvis jeg vil simulere en krig set fra de civiles side af, så det desværre et aspekt, der bliver svært at komme uden om. Det kan selvfølgelig stadig omgås med jeep knepet: pillowtalk. Det interessante er ikke voldtægten, men hvordan ofret kommer videre bagefter.

Men stadig, hvis jeg vil dette, hvis jeg vælger at gå efter dette scenarie, føler jeg, at jeg er nødt til at gå all out, ikke lægge fingrene imellem. Skal det være krigens gru, så skal det være alt krigens gru. Så lidt samme overvejelse som ved Bamsers mod, tør jeg gøre det, og bør jeg gøre det? Er det overhoved en historie, der er værd at fortælle?

Nå nok om den slags overvejelser, den ægte grund, til at jeg ikke er gået i gang før nu, er at jeg ikke helt har vidst hvordan. Men efter bogen har jeg faktisk en vag ide til en struktur. Scenariet får to halvdele. Første halvdel foregår i et beskyttelsesrum, hvor rollerne gemmer sig fra en af de mange luftbombardementer, som byen blev udsat for. Her udspilles en række flashbacks, mens rollerne mindes deres liv under den krig, som tydeligvis er på vej ind i sin afslutning.

Gennem disse får spillerne indblik i livet under krigen fra den håbefulde start til hvor de er nu. Samtidig vil scenerne også give et nedslagsbillede af, hvordan Berlin var under krigen. Endelig lærer det også spillerne rollerne at kende, og måske giver dem nogle valg, der vil forme deres karakter. Her vil jeg selvfølgelig trække tungt på Roger Moorhouses bog. Denne del bliver nok ret stramt holdt, med helt fastlåste scener. Hver scene vil have en hovedperson, nemlig den som husker den, og de andre spiller er så bipersoner for denne.

Mellem hvert minde vender vi tilbage til beskyttelsesrummet, og her vil jeg gerne lave lidt minimalistisk black box. Altså så godt som man kan i et klasselokale vil jeg skabe en stemning af at sidde i et beskyttelsesrum under et bombeangreb. Jeg tænker slukkede lys, måske lidt stearinlys og vigtigst af alt, en så stærk som muligt højtaler, som kan afspille et lydlandskab, som vi nok alle har hørt fra diverse krigsfilm.

I disse mellemsekvenser skal lydniveauet være så højt, at man kun kan råbe højt, for at tale sammen, og helst skal rollerne bare sidde sammen i tavshed og prøver at holde ud. Igen fordi sådan var krigen for de fleste, endeløs venten på at ens bunker enten blev ramt eller det var overstået. Så ud et par timer inden næste angreb. Faktisk overvejer jeg at lade en af disse sekvenser mellem to minder vare i en halv time. Kedeligt? Ja men det er jo pointen.

Men lidt over halvvejs skifter scenariet, når vi kommer til kampen om Berlin. Her skal de enkelte roller bare prøve at overleve, eller de kan, hvis de vælger det, blot prøve at tage deres eget liv. Det er her, det skal blive rigtigt brutalt.

Jeg overvejer faktisk et random system, hvor spillerne eller GM trækker fra en bunke kort, hvor hvert kort indeholder en hændelse, som spillerne så skal prøve at komme igennem. På den måde blive spillet samme lotto som krig er. Er du den heldige, som møder en flink russisk soldat der giver dig et stykke brød? Eller støder du på en gruppe fulde russiske soldater som, tja gør, hvad de har lyst til. Eller støder du på en af de SS enheder, som drog rundt i byen og hængte alle desertørere, som i deres øjne var alle mænd, som ikke kæmpede? Eller trækker du ganske enkelt: bombenedslag og dør på stedet? Da det alligevel er scenariets sidste del, så gør det mig ikke så meget, at en eller flere spillere faktisk kan dø fuldstændigt tilfældigt her. Sådan var det.

Det er mine tanker indtil nu, hvad synes I?

Posted by: Simon James Pettitt | marts 1, 2014

Bamsers mod som black box

Jeg vil gerne udsætte mit black box hold for et godt solidt Fastaval scenarie med skrevne roller. Fordi mange af de lives, jeg finder, har workshoppede roller, og jeg synes de skal prøve velskrevne roller. Derfor spurgte jeg RPG forum, men deltager antallet og kønsfordelingen gør det svært at finde et. Derfor overvejer jeg at blackboxifisere Bamsers mod. Ikke at det er sådan rigtigt solidt Fastaval, men der er der i det mindste skrevne roller.

Jeg håber nu stadig at finde et bedre alternativ (og modtager gerne forslag) Men tankerækken fik mig til at ende med et ret interessant bud på, hvordan Bamsers mod kunne se ud i en black box.

Mit hold er på seks personer, derfor har jeg taget udgangspunkt i, hvordan et scenarie skrevet til fire, kan spilles af seks. I Bamsers mod spiller man skiftevis de modige bamser, som kæmper for at redde en døende drengs familie fra de mareridt, der plager familien, og samme familie der er fanget i sorgen og har brug for bamsernes kamp til at bryde fri. Det vil sige det har en actionpræget fantasifuld del som bamserne og en tung og trist del som familien.

Det vil sige, der skal findes to måder, at tilføje to ekstra spillere på, når man er hos familien og når man er på eventyr med bamserne. Lad os tage dem en ad gangen.

Hos familien
Ved familien trækker jeg på et element jeg tilføjede til den bogudgave af Bamsers mod, jeg stadig arbejder på. Her for at vise, hvordan familiens mareridt manifesterede sig, tilføjede jeg onde skygger, som svæver usynligt omkring familien og hvisker giftige ord i deres øre, der splitter dem ad.

Disse vil jeg gøre til spillere, det vil sige, at to af spillerne, spiller disse onde ånder, som via bird in ear og lignende teknikker kan hviske ondskabsfuldheder til familien, det åbner også op for at familiemedlemmernes indre kamp kan blive set af de andre. Hvordan en spiller prøver at være flink, men skyggespilleren tager ordet og tvinger denne til at være ond.

Jeg kan ikke lide tanken om, at to spillere konsekvent skal spille onde, så jeg regner med at låne fra Drengen og mælken, og lade hver rolle (inklusiv de to skygger) blive repræsenteret af en rekvisit og denne kan gå på tur mellem spillerne, så man både får lov til at spille familie eller skygge. Dog vil jeg ikke kræve at rollerne skifter hver gang, så man kan ende med at have samme rolle, men det er op til spillerne at styre.

Bamserne
Når vi drager ind i mareridtsverdenen med bamserne er løsning lidt af den samme. Men her er et yderligere problem, de foregående scener med familien spilles som live, og blackboxes derfor let. Men disse bamse scener spilles omkring bordet og fortælles mest af alt. Her vil jeg igen låne fra Drengen og mælken, dog noget modificeret.

Der kommer en fortæller, men denne er altid GM’en. Han beskriver scenen, de andre skal spille, hvad udfordringen er, og det er op til de andre så at udføre denne scene. Nogle gange vil det være ret stramt andre gange mere løst, men fortælleren styrer en del. Fortælleren bliver præcis som fortællestemmen i en bog, men spillerne får dog elementer af medbestemmelse, dog nok ikke så frit, som man er vant til.

Som i den anden type scene er der fire, som spiller bamser og to som agere alt omkring dem fra en mørk skov til monstrene i den. Men her synes jeg, det skal fast gå på skift, hvem der er monstre og hvem der er bamser. Endelig regner jeg at bevarer bamseskabelsen og lade alle seks skabe deres egen bamse, så man overtager ikke andres bamse, men det er blot kun fire ud af seks bamser, der er på mission ad gangen, (de andre er hjemme og beskytte Anders)

Selve udnyttelsen af blackboxen, vil jeg benytte mig af, hvor stort et lokale vi råder over (to klasselokaler slået sammen). Således at den ene halvdel vil være hvor familien holder til, og når det er i brug, vil der være normal belysning. Men når vi drager ind i mareridtet vil de gå i den anden halvdel, hvor der laves en ny lysopsætning for hvert mareridt, som afspejler temaet i denne. Evt. også via musik og lyd. Det kan blive rigtigt fedt, tror jeg.

Det går netop op for mig, at seks er minimum, man ville faktisk kunne være op til otte, så der er lige dele onde og gode. Det er så langt jeg er kommet, hvad synes I?

Posted by: Simon James Pettitt | februar 26, 2014

En Black box con i Horsens?

DSC_7654

Da jeg skulle prøve at beskrive black box til lederen af Komediehuset (hvad er det? læs her) tog jeg udgangspunkt i BlackBox CPH, som jeg lige var kommet hjem fra. Da han hørte om den udbrød han: skal vi ikke have det her? øh jo svarede jeg fortumlet, det kan vi da godt prøve.

Siden har jeg tænkt mere over det og snakket mere alvorligt om det med lederen Jan. Jeg begynder at tro, det ville kunne lade sig gøre, men jeg vil gerne lige tjekke vandet, og til det har jeg brug for dig. Lad mig derfor præsentere rammerne:

Pros:

  • Komediehuset er lige rykket i nye lokaler på en nedlagt skole midt i byen.
  • De råder derfor over to store black boxe (forestil dig to klasselokaler slået sammen) samt en mindre (et klasselokale) kaldet dramateket, hvor de til dagligt laver børneforestillinger, men som sagtens også kan bruges.
  • Endelig er der et par dansesale, som kun må bruges til dans, da de har det der spring gulv, der vist er vigtigt (men hey, så må nogen designe et danse scenarie)
  • Derudover er der et stort fælleslokale med borde og sofaer, fuldt udstyret køkken og hygge.
  • Og: vi må låne det en hel weekend ganske frit og gratis og helt for os selv! Det er for mig et af de vigtigste punkter.
  • Endelig, men dette vil jeg ikke love, så har komediehuset et godt samarbejde med Horsens Statsfængsel, I ved det nye museum. Så der er mulighed for at undersøge, om man kan sætte et scenarie op der, og få lov til at spille i en ret speciel ramme. Men som sagt, der er noget, der kan undersøges, jeg vil ikke garantere noget.

Cons:
Teknisk: Det er ikke på niveau med Huset i København, der er lyd- og lysudstyr, men da det skal bruges af en meget stor og broget flok er det holdt utroligt simpelt. Man kunne nævne dette som en fordel, da det gør det utroligt let at sætte op, jeg laver ny lyssætning hver gang med mit black box hold, og det tager ingen tid. (Det er lidt som iPad meget begrænset, men derfor let at gå til.) Men jeg nævner det som en con, da folk sikkert vil forvente Huset standarder. Der er en række med lys midt i rummet, som dog kan peges i begge retninger og man har mulighed for at sætte enkelte lamper op på stativ.

Overnatning: i modsætning til København, ville der nok skulle findes overnatning, da folk lige som ikke bor her, men i København og Århus og hvor folk ellers ville komme fra. Vi kan godt få aftaler om at må lave sovesal, enten på Komediehuset eller en lokal skole, endelig har Horsens en masse hoteller, men det er i den dyre ende.

Transport: samme problem, meget få af deltagerne kommer nok fra Horsens, de fleste ville skulle rejse, og jeg ved ikke helt, hvor meget folk er villige til at smide for det. Selvfølgelig med Rød billet og lignende billige busruter, er prisen faldet meget på det sidste, men det er stadig noget der måske vil skræmme folk væk. Ihvertfald er det vigtigt, at prisen på selve connen holdes så lav som muligt, da folk skal lægge en del på transport og måske overnatning.

Hvornår?
Tja rollespilsåret er allerede ret fyldt, men vi har kig på januar, da det er en lidt stille periode, og det passer ret godt ind i Komediehusets øvrigt program. Men nævnte Oliver til dette: økonomien er tit ret spændt i denne måned, så måske vi i stedet skal kigge på feburar.

Størrelse?
Vi snakkede lidt løst og fast om dette, men blev enige om et lavt succeskriterie på 25, nu det var første gang osv. ville være ok, men med plads til mange flere. Der ville være tale om fire blokke: en fredag, to lørdag og en søndag, (da folk også skal hjem). Men det ville så være potentielt tre scenarier i hver blok, så et program på 12 scenarier. (hvis det kun kommer 25, er det nok for mange.)

Indhold?
Om jeg kan få folk til at designe nye ting? Tja det håber jeg meget. Men ellers er der allerede en god mængde fede ting derude. Men formatet ville blive lige som BlackBox CPH, at vi stiller faciliteterne til rådighed, og så lade folk byde ind med, hvad de vil.

Hvad skal jeg brug fra jer?
Jeg vil gerne vide jeres uforbeholdne holdning til dette. Så jeg spørger ikke, om I synes det er en god ide, fordi der får jeg som regel svaret: “Ja mere rollespil er altid godt.” Nej jeg skal vide:

  1. Er det faktisk noget du kunne finde på at tage til?
  2. Hvilke ting ville gøre det mere sandsynligt, at du kom?
  3. Hvilke ting ville skræmme dig væk?
  4. Hvad for et prisleje ville du forvente/kunne leve med? (ekslusiv transport) (ved godt den er svær, men et slag på tasken)
  5. Hvad synes du om placeringen på året (januar februar), gør den det mere eller mindre sandsynligt at du kommer?
  6. Og hvilket tidspunkt på året ville du tro kunne være bedre? (prøv her ikke kun at tænk på dig, men sådan helt generelt.)
  7. Er det noget du kunne finde på, at hjælpe med at stable på benene?
  8. Er det noget du kunne overveje at designe/sætte et scenarie op til?

(Ingen af disse spørgsmål er selvfølgelig på nogen måde bindende (det gælder især det første og de to sidste), men blot en måde for mig at få lidt input til interessen i sådan et projekt. Dit input er en stor hjælp, så på forhånd mange, mange tak!

Andre tanker, tips og lignende som ikke passer ind i de spørgsmål, er også meget velkomne. Du kan svare her, på de links jeg smider på Facebook, eller via privat mail: simonjamesp@gmail.com

Posted by: Simon James Pettitt | februar 25, 2014

Before and after silence – Gaming with my Black Box class

This post will be in english, because the writers of the book Larps from the Factory somewhere mentions, that they would like to hear about it, if people play their games. Since it is written by other skandinaviens and an american, I thought I would keep this post in english, so that they could read it. Also my english needs training.

Ok first a few introductions:
Me: I’m a roleplayer and Fastaval author, I also just started teaching black box role play, at a local place called Komediehuset (The comedy house) which is a local place that offers classes in acting, dancing, improvisation and now roleplay. This is my blog where I write about my designing process from the first idea to the finished product. But I have also made it a point to write a detailed description of all games I play, because as a writer I know how great it is to read that kind of thing.

Larps from the factory: A collection of larps from Olso based writing collective The Factory, read more about them here. The larps are of many different kinds, sizes and theme, and a great resource if you are looking for some smaller one shot larps to play. I plan on playing three for my class.

Now to the game:
Before and after silence is a game about silence, the writers describes it like this:

“In a world of more and more sound, silence is becoming more valuable. Before and After Silence is about limitations and listening, and about doing almost nothing. It is non-verbal and uses silence as its starting point. It is about shifting the point of view from “what is” to “what is not”, about shifting the focus from “the sounds” to “the spaces between the sounds”, from “the actions” to what is “between the actions”, and to “what is not done”. Rather than playing characters, we examine how we look at ourselves and how different filters can change how we see ourselves and others. We ask you to explore that silence, and to see if you can shape it. Seek to use silence as the point of origin for your actions, or as the thing that surrounds your actions. You should attempt to exercise restraint and to nothing until you have to let it go.”

It consists of a range of exercise that slowly puts the players in longer and longer silences, from one minute two, three then 10 and finally the game which is one hour! But to give your mind something to do each player draws three actions and picks one. They describe something that you can do once during the game, such as hold your hands over your ears and scream softly (the one I had). They also draw three settings and pick one, this describes how you are interpreting what is going on around you. Mine was for example:

“You and the others are old people filled with memories. You wish to share them but fear that the others are completely uninterested. One of the others is a memory you wish to avoid, afraid of what it might trigger in you.”

So you move around in complete silence, and once in awhile someone does their action, but most of the time they are acting out their internal story. But all the others actions and movements means something for your story. So even though you are in the same room seeing the same things you all end up with completely different stories. It’s the extreme version of what all roleplay is: very individual stories told together.

20140220_195940

They people in my class have very different backgrounds and not all are roleplayers, so I made a few changes to accommodate this. First of all I added some warm up exercises before the game. One called helper and opponent, where you try to be as close to one in the group as possible and as far from another in the group, this helped people to become aware of each other. I also did the classic make a machine with your bodies but instructed them to make their movement as small and quiet as possible. Another was tell a story one sentence at a time by taking turns, but with the rule that there had to be five seconds of silence between each line. All in all this is something I will do more, use warm ups but tweaked, so they fit the theme of the game you are about to start.

I was in doubt about some of the warm ups in the game, but decided to do them all anyway, and I’m glad I did, after each I could suddenly see the point with them. The best example of this is this exercise:

“Choose a silence object. It can be anything. Whoever has the object listens to it. Everybody else listens to this person listening, and the person then passes it on.”

I thought what the hell is the point of that? But I did it anyway, and saw straight away what it did. The point is not the one with the object but the ones watching him. It makes it ok to watch each other closely, a very important point in the game, but a thing that can be quite hard to do, as it’s frowned upon in everyday life. So that was very interesting. (But it would have been nice if the book had mentioned this, so I wouldn’t have been tempted to skip it. But maybe space was an issue.)

The warm up silences also showed a great deal, for example the first one minute gave all an impression of how slow times goes in silence. The three minutes with a setting card shows how quickly time goes when you have the setting to keep you occupied. I managed to create a whole little story in that time.

One final exercise was 10 minutes without anything. That was properly the hardest part, because as we had just learnt time flies just with the setting and knowing what one minute feels like made 10 a bit daunting.

Finally the game itself. I decided to do only half an hour (and after they thanked me for that), again because these are not as trained in keeping a story going, but also because I just think one hour is too long, especially because you have no idea how far you are, so there is no way to pace your story. And yes I know that is not the point, but still.

I used two music numbers to start and end the silence, the start went down in speed and volume and therefore brought you into the silence the other went up in volume slowly so worked great as an exit. The intro was: Death from Solace by Tettix and the intro was The Prettiest Remix from the music from the iPad game Sword and sorcery by Jim Guthrie. I can highly recommend both for this game.

Okay the game itself, oh it was great. I have written both what my setting and action was. And that simple starting point evolved into a story about a old man stranded in and old persons home, surrounded by the old and dying with one young women among them: his long lost wife, that is until he realizes that she is not there its just a picture. At this point he breaks down and just wait for death switching back and forth between the past, the coherent present and sometimes something in between mumbling like the rest about baking soda (in my head of course.) When the end music started I let him collapse and slip into oblivion. It work well. The others of course had completely different stories, and it was quite fun to find out what different events had meant to different people.

All in all a great game, but I’m not sure I would want to try it for an hour unless some sound alerted us to at least the half way point. I had my doubts about the settings and actions, but they all worked out rather well because they were well chosen, all about waiting in places where it was logical to be silent.

I took some out though because they were rather sexual, and there are underage people in the group. And also about that: it is not a game for the young, he was rather bored. He did well, but it was not his cup of tea. But then again I think it’s a game the young should try, as the game itself states silence is getting rare, and they should try it once in a while.

Next time I plan to play Fallen stars with them, another game from the book, and I’m looking forward to this.

Posted by: Simon James Pettitt | februar 24, 2014

Mit black box hold – the story so far

Jeg vil gerne begynde at skrive om de oplevelser jeg har med mit black box hold på Komediehuset, da vi nu er begyndt at spille forskellige scenarier, og traditionen tro skal de selvfølgelig anmeldes. Men først the story so far. Du kan læse om Komediehuset og hvordan jeg blev involveret med det her:

Som sagt er der seks på holdet ud over mig, en broget skare af to rollespillere, fire der i forvejen kom på Komediehuset og en helt ude fra. (Hvis du kan din matematik, kan du se, det er en for meget, men det er fordi en både er rollespiller og aktiv på komediehuset.) Alderen er i den yngre ende generelt gymnasie stadiet med en enkelt på 15.

De er af vidt forskellige baggrunde og mere eller mindre frie i deres kropssprog, men det der gang på gang slår mig, er hvor godt de faktisk gør det. Det er selvfølgelig ikke Fastaval niveau, men jeg nyder at arbejde med dem.

De første par gange gik mest med øvelser, hvor vi legede en del, jeg lærte dem at kende og lærte også mig selv som underviser at kende. Vi tog udgangspunkt i forskellige opvarmningsøvelser og arbejde så videre med dem. Det har været rigtigt fedt, og jeg har fået mange variationer med mig hjem. Men den overordnede lektie er: den enkelte øvelse kan og bør tweekes til at passe til det den varme op til. Det skal jeg nok komme tilbage til i andre oplæg.

Forrige gang inden vinterferien spillede de så deres første rollespil, vi havde lidt mandefald så var kun tre den dag, men alligevel udsatte jeg dem for mit nanoscenarie, som er en del af Asbjørns nanoscenarie antologi In the deep dark forest. Det viste mig to ting: de kan faktisk godt spille rollespil, de synes det er sjovt, selv ham der stort set intet sagde hele vejen igennem, havde synes det var fedt. Og at mit nanoscenarie virkede, så det er jo fedt. Processen med at skrive det kommer senere, som så meget andet.

Men det var det, fra nu af vil jeg omtale mine oplevelser med de ting vi faktisk spiller, præcis som når jeg har spillet ting på en con.

Posted by: Simon James Pettitt | februar 23, 2014

Rollespil for folkeskolen overblik

Som del af den nye folkeskolereform er der noget, der hedder den åbne skole, (mener jeg det hed) i hvert fald går det ud på, at skolerne skal sammen med lokale interessenter tilbyde forskellige forløb for eleverne, der ligesom bryder med normal undervisning og giver en speciel men undervisningsrelevant oplevelse. (Igen sådan som jeg har forstået det). I Horsens har man valgt at lave et samlet samarbejde, hvor kommunen koordinere en række tilbud fra forskellige aktører i byen og sender disse tilbud til skolerne. Komediehuset er selvfølgelig med i dette, men lederen Jan stod med det problem, at det de har tilbudt indtil nu, var svært at gøre så undervisningsrelevant, som loven kræver. Man skal kunne sige at dette forløb hjælper med lige netop det fag og det område med de og de ting. Effekten skal kunne dokumenteres.

Det var ind i denne problemstilling min mail med “hey I lyder seje, må jeg være med” som jeg omtalte i dette indlæg dumpede ind. Og Jan greb straks muligheden, til at hyre mig ind. Fordi han kunne se, at rollespil var langt bedre egnet til dette, der er det lettere at dokumentere, hvad effekten har været, (mener jeg i hvert fald). Så han har bedt mig om at designe to undervisningsrollespil, et til 4. til 6. klasse og et til 7. til 10. klasse og det er jeg så igang med nu. Faktisk er jeg ret langt, i fredags mødtes jeg med en folkeskolelære og har fået en aftale om spiltest med hans klasse, nu skal der bare dato på.

Jeg er væsentligt længere med det til de ældre end det til de yngre, og det vil hurtigt blive klart hvorfor. De to scenarier hedder:

Journalisterne – Dage der ændrede verden
Dem der kender til mine scenarier vil måske kunne regne ud, at Journalisterne, er en omskrivning af mit livescenarie Hotel Commodore. Det bliver selvfølgelig skåret ind til benet, men formatet er det samme, man spiller journalister sendt ud til en af verdens brændpunkter. Man skal dække begivenhedernes gang. Man spiller live på det hotel man bor, og planlægger dagens opgaver, man drager så i felten med en kilde og spiller bordrollespil, om hvad man oplever. Endelig vender man hjem, og skriver sin artikel igen i live. Ideen er, der kan udvikles en række pakker, der handler om hver sin historiske begivenhed, men i første omgang handler det om Berlinmurens fald. Jeg vil skrive mere om scenariet i et separat indlæg

En dag i middelalderen
Hvis du tænker, det var da en vag title, især når man tænker på, at middelalderen er en meget lang periode, så har du helt ret. Det er en arbejdstitel og lidt noget jeg hev op af hatten på stedet, da vi med meget kort deadline, skulle sende to forslag til kommunens udvalg. Siden er jeg kommet lidt længere med ideen. Jeg vil gerne tage udgangspunkt i den lokale historie, så det på den måde blive relevant. Det skal være mere en oplevelse der sætter tanker i gang blandt de unge, om hvor anderledes og hårdt livet var dengang. I næste uge skal jeg mødes med en arkæolog fra Horsens Museum for at lærer mere om den lokale historie. (En anden grund til at vælge middelalderen er også fordi Horsens gerne vil profilere sig på dette punkt.) Endelig arbejder jeg med en fortælleteknik lidt lånt fra Drengen og mælken, hvor jeg sætter scener og fortæller, hvad der skal ske, og så lader eleverne spille disse ud, og rollerne går på skift via simple rekvisitter. Men det er igen meget afhængigt af, hvad jeg faktisk vælger at det skal handle om.

Men samlet er det rigtigt spændende at arbejde med, lidt ærefrygtindgydende, fordi alle jeg fortæller om det til bliver vildt begejstrede, så må vi se om jeg kan leve op til deres forventninger.

Tips, tricks, tanker, ting jeg bør læse osv. modtages gerne. Og skulle du arbejde på eller kende til en skole, som kunne være interesseret i at købe et af disse forløb, så send endelig en besked til min mail:

simonjamesp@gmail.com

Posted by: Simon James Pettitt | februar 21, 2014

Min Fastaval shortlist

Vi siger hvert år: I år et et rigtigt stærkt felt på Fastaval, og selvom det altid er det, har de sidste par år efterladt mig med en følelse af, at jo der er meget fedt, men ikke så meget, hvor jeg tænker: det lyder som noget for mig!

Jeg ved ikke om det er fordi årets felt er mere mig, eller om jeg har ændret mig, og tør flere ting, men jeg synes faktisk i år har rigtigt mange ting, hvor jeg tænker det lyder fedt. Så dem vil jeg gennemgå nu, blandt andet fordi, der er alt for mange, så måske kan I hjælpe mig med at sortere lidt fra.

Note: jeg bruger ikke plads på at skrive, hvad de handler om, med mindre der er relevant. Du må selv følge linket og læse det selv. Basta.

Fastaval scenarier short list:

30 sølvpenge
Det lyder fedt, jeg er i tvivl om, jeg passer til det, men det er en af dem, hvor man tænker: ideen er fed. Hele ideen er så dejlig ren, korsriddere skal bringe Judas 30 sølvmønter hjem, men de er selvfølgelig dybt korrumperede. I love it!

Alice
Altså udover at være fanboy af Ninnas ting, så lyder denne også dejlig fed. Tror virkelig den kan blive god syret og poetisk. Det er også en god foromtale, de er flere af dem faktisk i år, det kan være det er det. Men jeg føler jeg kan se for mig, hvad vi skal. Og det betyder meget i mine valg.

All for one (and metal for me)
Normalt er jeg ikke til Klasus nye stil med humor og sådan. Jeg er åbenbart ikke i den fase i mit liv endnu. Og jeg havde egentlig fravalgt mig dette scenarie, så interessant er heavy metal alligevel ikke for mig. Men så læste jeg om scenariets anden havldel, at de er gamle afdankede familiefædre, der prøver at genoplive fortiden. Det er der et eller andet smukt tragisk komisk i, så derfor overvejer jeg den, trods alt. Hvilket er en dejlig overraskelse.

Faye
Tja jeg ville ønske jeg turde dette scenarie, både for at få lov til at prøve Asbjørns stil, men også fordi det lyder utroligt smukt. Her kan jeg se formålet med at bruge erotik i rollespil, og igen foromtalen giver mig et klart billede af, hvad jeg skal (tror jeg.) Men ak, jeg tror ikke jeg tør spille det.

Fordømt ungdom
Egentlig er jeg ikke så vild med settingen, en gymnasie genforeningen den slags akavet alt for hurtigt falde ind i gamle roller har jeg fået nok af. Det ville være ret close to home. Men så var det jeg så forfatterne og tænkte humm det kunne være man skulle give det en chance alligevel.

Fredløs
Lidt som ovenstående man har lyst til at se, hvad så stærkt et forfatterpar har kunnet diske op med. Er normalt ikke så meget til så dystre ting, men samtidig gik det jo fint med Dulce et Decorum skyttegravs scenariet sidste år.

Galaxisk Ekko
Haha de kommer åbenbart på stribe. Dette overvejer jeg også mest pga. forfatteren Troels blæste mig jo omkuld sidste år med Dulce et Decorum. Samtidig lyder det også som en dejlig smuk kontrast, er åbenbart lidt forelsket i skod nutid der ser tilbage på gamle minder for tiden.

Historier fra Bona: Robotten
Tja udover at Rene plejer at lave seje ting er det faktisk scenariets baggrund jeg tiltrækkes af. Jeg kender nemlig den kunstner og er også småtosset med hans stil. Igen nedslidt fremtids melankoli.

I den dybe mørke mærkelige skov
Tja jeg har jo selv skrevet til den, men samlingen af scenarier, der er opstået herudfra er virkelig interessant, og så fantastisk vidt forskellige. Jeg regner nu med at spille nogle af dem med mit Black Box hold, men kunne stadig være sjovt, at prøve på Fastaval.

I say a little prayer
Jeg har jo nærmest fået ordre på at spille dette af en veninde, da vi begge har hørt om Olivers oplevelse med det Just a little loveing, som dette er en Fastaval udgave af, skrevet af en af livets forfattere, så yay en lightudgave til mig, der ikke tør det rigtige.

Narzula city noir
Jeg var ikke rigtigt tiltrukket af den stil som Johs lagde for dagen i forgængeren til dette scenarie. Men wow jeg er draget af ideen om at følge 30 sølvpenges vandring rundt i de usle fantasy gader i Narzula. (og interessant to scenarier med samme udgangspunkt, set før men næppe på så specifik en ting.)

Paninaro
Oliver og Kristians fælles kreation (pun intented) om deltagerne i finalen på et mode reality show. Udover at være Kristian fanboy, så bad han mig læse det, og det er faktisk vildt sjovt og lige at gå til. Vi er på niveau med Reservoir Elves igen. At jeg så har en skjult forkærlighed for projekt catwalk og især Tim Gun (som GM får lov at spille (eller i hvert fald en klon af)) så er det helt klart noget jeg overvejer at GM’e.

Hvad synes I om min liste, hvad er jeres?

Posted by: Simon James Pettitt | februar 21, 2014

Mit rollespils år 2014 – Fokus på Komediehuset

Som nogle ved, via min spam på Facebook i efteråret og små forbipasserende kommentarer i mine indlæg om BlackBox CPH, så kommer 2014 at stå i Komediehusets tegn for mig. Men hvad er Komediehuset, hører jeg fiktive stemmer spørger. Tja I kan se deres hjemmeside her, tag jer ikke af udseendet, stedet er faktisk mere på forkant, end den hjemmeside giver indtryk af. De har bare ikke valgt, at lægge deres kræfter på en pæn hjemmeside.

Hvad er Komediehuset?
Men Komediehuset har til huse i Horsens, og kan bedst sammenlignes med den kommunale musikskole. De får støtte af kommunen, men kun til lokaler og løn til den ene fastansatte der er, ildsjæl og daglig leder Jan Torp. Resten af udgifterne blandt andet til løn til instruktører og lignende skal dækkes af indtægter fra elevbetalinger, præcis som på en musikskole. Men der undervises ikke i musik, der undervises i skuespil, teater, dans, og nu også rollespil. Undervisningen sker hovedsagligt om eftermiddagen og især aftenen (takkevære den kommende folkeskolereforms heldagsskole.)

Men denne faktuelle gennemgang, dækker kun over meget lidt af, hvad Komediehuset er, det er mest af alt en platform, hvorfra, hvis man har lysten og energien, kan prøve at realisere sine ideer og produkter. Forstået på den måde, at Komediehuset er lidt ala et doocracy som Fastaval. Dem som bestemmer, er dem som gider gøre ting. Dog med den lille begrænsning, at tiltag helst skal have en ambition om, at kunne løbe økonomisk rundt. Lederen Jan, er ikke bange for at satse, som han gør til en vis grad med dette rollespil, men han satser kun, fornemmer jeg, hvis han samtidig fornemmer en vis chance for, at der er publikum og deltagere til det.

De mange hold i skuespil, dans og rollespil er blot deres kerne, udover det laver Komediehuset forestillinger, rejsende teater til skoler, om for eksempel mobning og mange lignende ting. Det er et kreativt værksted, hvis lige jeg ikke har set andre steder, og at det oven i det har kommunens fulde opbakning, synes jeg siger meget om Horsens Kommune. Ja jeg er ret grebet af Komediehuset og de muligheder jeg ser i det, og ja jeg har boet i Horsens i knap og nap to år og er allerede flammende lokalpatriotisk. (Men efter den fodslæben og modstand jeg oplevede i Århus, er den åbne, “Ja det lyder fedt, gør det!” stemning jeg oplever i Horsens befriende.)

Hvad er det jeg skal?
Jeg er ansat til, at køre to forløb i black box rollespil. Et for 11 til 15 år og et for 15 år og op. Jeg har ret frie hænder til at tilrettelægge de to forløb, blandt andet fordi, når jeg prøver at forklarer mine ideer, så får jeg lidt blanke men opmuntrende blikke, som siger: “Jeg forstår det ikke helt Simon, men det lyder fedt, sæt igang!”

Hvad jeg konkret vil lave med de to hold, vil jeg nok komme til at skrive meget mere om, men jeg har planlagt den første spilgang og har løse tanker om starten, som vil have fokus på øvelser der introducerer folk til rollespil og giver dem nogle gode værktøjer, inden vi går rigtigt igang. Så er planen og udsætte deltagerne for nogle eksisterende scenarier, inden vi via Olivers dejlige værktøj til minilives vil begynde at skabe vores egne scenarier og spille dem. Og da der er 15 spilgange af henholdvis 3 og 2 1/2 timers varighed er det ca. også hvad der bliver tid til. (edit: dette var skrevet inden vi gik i gang, læs længere nede, hvordan det så faktisk går)

Forhistorien
Når jeg fortæller om dette, spørger folk altid: Jamen hvordan fik du det istandsat? Svaret er ret enkelt: Jeg skrev i sin tid blandt andet til Komediehuset, fordi jeg gerne ville finde en eller anden form for fritidsbeskæftigelse, når nu det tyder på, vi skulle blive i Horsens i noget tid endnu. Jeg skrev fordi, jeg havde hørt lidt om stedet og kunne se at de faktisk nærmede sig rollespil fra skuespilssiden, da de har en del fokus på improvisation, og vi kan jo se, at pt. nærmer rollespil sig skuespil via black box. Så jeg skrev og spurgte, om jeg ikke kunne bidrage med et eller andet.  På det tidspunkt troede jeg faktisk, at det var en form for forening eller klub, men jeg blev hurtigt klogere. Lederen Jan, skrev tilbage og vi aftaltes at mødes.

Snakken var intens og underholdende og ved dens afslutning tilbød han mig på stedet de to omtalte hold. Siden er det gået stærkt, og det er faktisk først her i det nye år, jeg for alvor har haft tid til at sætte mig ned og fortælle om det til bloggen.

I virkelighedens skarpe lys
Som nogen måske kan fornemme er dele af dette indlæg skrevet for noget tid siden, jeg har bare ikke fået sat mig ned og skrive det færdigt. Imellem vi kommet fem gange ind i forløbet og virkeligheden har indhentet os. Jeg havde en mistanke om at dette kunne ske, men det har vist sig svært at tiltrække folk til de to hold, og det yngre har vi faktisk måtte nedlægge, det ældre er der seks deltagere på, og det er en fin nok start, men mange af dem kommer fra Komediehuset af.

Det er ret ærgerligt, da det ikke er fordi der har manglet opmærksomhed omkring det, vi har været omtalt i Horsens Folkeblad to gange, og været med i stort set alle de lokale ugeaviser, samt hængt plakater op på alle skoler. Men det er også et tough sell, da det både er rollespil, men ikke den slags folk kender. Det har været svært at overtale folk til, at det altså ikke er at løbe rundt ude i en skov og slå på hinanden og at det ikke koster en masse i udstyr.

Om vi starter hold op på den anden side af sommeren er usikkert, men nu må vi se. Vi overvejer et andet navn, da rollespil åbenbart i dag betyder Barda blandt udenforstående, i hvert fald her i Horsens. Vi har snakket om det bare skal hedde Black Box, og sætte fokus på at skabe historier og lege med, hvad man kan i en black box. Forslag modtages gerne. (edit kan lige se at Jan har ændret det til Black Box Story Game, ved ikke helt hvad jeg synes om det, hvad synes I?)

Men dette er ikke den eneste involvering jeg har med komediehuset, jeg har også et andet mindst lige så spændende projekt med dem, men det må blive i en anden post.

Older Posts »

Kategorier