Fastaval fotokonkurrence

Igen i år kan man deltage i Fastavals fotokonkurrence. I år har vi tre forskellige katagorier man kan deltage i: bedste fastaval- bordrollespil- og liverollespilsbillede. Alle indsendte billeder vil blive fremvist op til den afsluttende fest, så tag dit bedste skrud på, og vær med til ferniseringen af Fastavals fotokonkurrence 2012.

Regler
Man kan deltage i en eller flere af konkurrencerne
Man må maks. indsende 5 billeder per konkurrence
Man skal have tilladelse til at bruge billedet
Man skal selvfølgelig selv have taget billedet
Bedste Fastaval billede skal være taget under Fastaval 2012, men i de to andre konkurrencer, er der ingen tidsbegrænsning på, så længe de er afleveret inden deadline.

De tre kategorier er:

Bedste Fastaval 2012 billede
Deadline fredag 6 april kl. 20.00
Hvilket eller hvilke motiver viser bedst, hvad Fastaval er og kan. Kan du fange ånden i Fastaval? Her søger vi goder billeder, der viser alle sider af Fastaval fra rollespillet til brætspillet fra Whiterussians til opvasketjansen.

Bedste liverollespilsbillede
Deadline tirsdag 4 april kl. 12.00
Liverollespil er mange ting, og formålet med denne konkurrence, er at få de billeder, som bedst viser mulighederne i denne type rollespil. Det er en ting at få flotte billeder af mennesker i rustninger på slagmarken, men kan man også fange intensiteten i den levende leg?

Bedste bordrollespilsbillede
Deadline tirsdag 4 april kl. 12.00
Vi har set mange gode liverollespilsbilleder, men når spillerne samles om et bord, er det svært at vise, hvorfor det er vi bruger så mange timer på det, fordi spillet foregår inden i vores hoveder. Men vi tror det kan lade sig gøre, og giver udfordringen videre til dig. Skyd billedet der viser, hvad bordrollespil er.

Praktisk
Billeder til live- og bordrollespils skal indsendes på forhånd til adressen:
fastavalfoto@gmail.com
Billederne skal have filnavnet 1ditnavn 2ditnavn osv. Det skal være dit fulde navn.
Evt. beskrivelser til billederne kan man skrive i mailen, husk også at skrive dit navn og kontakt info.
Til billeder til fastavalkategorien kan disse enten sendes til samme mail på samme måde, eller afleveres i infoen inden for infoens åbningstid. Der vil være en computer til rådighed, som man kan aflevere billederne på.

Der vil blive udpeget et bedste billede af hver kategori og denne vil modtage en passende præmie. Dommerne er de hårdeste, der findes nemlig folket selv, man kan stemme på sit ynglingsbillede inden for hver kategori i løbet af ferniseringen. Vinderen vil blive kåret ved slutningen af ferniseringen.

Vi arbejder på, at man kan købe sit ynglingsbillede hjem fra ferniseringen, og pengene vil gå til at dække omkostningerne ved konkurrencen, et evt. overskud vil gå til rollespilsfonden.

Blandt andet vil jeg prøve at spilteste så hurtigt som muligt, måske inden denne Fastaval ligefrem (eller samle en gruppe på Fastaval måske), pointen er, at hvis dette skal gøres, så skal det gøres ordenligt, og jeg plejer at mene, at jo mere man lader andre se det, man laver, jo bedre bliver det. Så må vi jo se, om jeg får ret. Derfor denne prøveballon med roller.

Jeg må også nok hellere sige til mig selv, at det kan godt være, at de første par spiltest og anden offentliggørseler ikke nødvendigvis bliver modtaget ret godt, det betyder ikke, at det ikke holder, men at det ikke er færdig endnu. Det kan godt blive den sværreste øvelse, og den frygt er grunden til, at jeg normalt spiltester meget sent, og sjældent offentliggør indhold af scenariet. Men nu rollerne:

Alle spiller to roller, deres bamse og så et medlem i familien udover Jacob. Den virkelige rolle er defineret på forhånd, og vil blive beskrevet en anden gang, men bamsen defineres af spilleren selv via en række spørgsmål. Her er de spørgsmål, jeg som udgangspunkt tænker på: kriterierne er, der må ikke være for mange, de skal være let forstålige, det må ikke tage forlang tid/være for svære at svare på.

Under spørgsmålene, har jeg, i et anfald af selvudlevering, selv svaret på spørgsmålene, for at se, om det kunne lade sig gøre, og om det ville give noget nyttigt, rollemæssigt. Så hvad siger I, er spørgsmålene relevante, hvilke mangler, og er det en brugbar rolle?

Hvis I vil gøre mig til en glad lille fugl, skal I være velkommen til selv, at udfylde en rolle og poste den i kommentarerne. Det vil nemlig hjælpe mig med at undersøge en anden frygt jeg har: nemlig at alle roller vil blive for ens, fordi bamser måske er ret ens for os alle sammen?

Inputs til, om det virker relevant eller for plat eller ligende modtages selvfølgelig også gerne.

Bamsen
Hvad var dit ynglings tøjdyr/bamse/sovedyr (herefter blot bamse) som lille?

Navn
Hvad hed den?

Beskrivelse
Hvordan så den ud? Hvordan føltes den?

Personlighed
Beskriv din bamses personlighed med tre ord, men tilføj gerne en uddybende sætning eller to, så længe det hjælper dig.

Evner
Skriv de tre ting din bamse er aller bedst til

Svaghed
Hvad var du allermest bange for som lille?

Bamsen sneleopard

Navn
Sneleopard

Beskrivelse
Den er hvid med sorte pletter, den står på alle fire, den har et stift nærmest stoisk ansigtsudtryk. Den har en lang blød hale. Den er korthåret men meget blød. Den er ret slidt på snuden. Den har et rødt halsbånd på, som jeg selv har lavet.

Personlighed
Sneleopard er loyal, stoisk og stærk.
Sneloepard siger ikke så meget, men lytter opmærksomt. Sneleopard er der altid for en, og er altid klar på et hjælpe med på ens mange eventyr.

Evner
Klatre
Springe
Snige

Svaghed
Bange for bælgravende mørke

Mit besyv er dette: ideer er som honning, de bliver aldrig for gamle. Jeg betragter det mere, som at de går i stå, fordi de har en mangel, (ofte tid ironisk nok). Min ide process er normalt, at jeg får en ny ide, ofte ved at have set eller oplevet et eller andet, og tænkt, det kunne være sejt rollespil.

Derefter leger jeg med det, vender og drejer ideen, udvikler på den og udfordrer den. Prøver at sætte mere og mere kød på og forestille mig, hvordan det ville udspille sig, altså næsten begynder at spille/fortælle scenariet eller rollespillet i mit hoved. Jo længere tid en ide overlever denne proces, jo stærkere, ved jeg den er, og det er noget jeg faktisk gradvist har lært, fra jeg i starten, når jeg fik en ny ide, var klar til at skrive, er jeg nu meget mere bevidst om at give det tænke tid, og se om ideen er holdbar, når den bliver tænkt igennem.

Et klassisk eksempel er at tænke: hey den der historie fra et andet medie, ville være fedt som rollespil. Der er det ofte eksempel at nej, den historie gør sig pudsigt nok bedst i det medie, den er skabt i, og noget vil gå tabt ved overførselen til et andet medie, så som rollespil. Det er den skæbne mit Barnaby scenarie overgik, det gik op for mig, at selv man godt kunne lave de excentriske engelske roller, så ville seriens vigtigste rolle være umulig at genskabe tilfredsstillende nemlig Barnaby selv.

På den måde gennem går alle mine ideer igennem en process, hvor jeg gradvist bruger længere og længere tid på den, indtil jeg møder det punkt, hvor jeg støder på en udfordring, jeg (endnu) ikke kan svare på. De starter i mine tanker, der leger jeg med dem, som sagt, hvis de overlever det, prøver jeg at skrive dem ned til mig selv, overlever de det, deler jeg dem som regel, enten med kæresten, eller her på bloggen eller i samtale med andre rollespillere. Det er den helt store test, kan ideen overleve turen fra mig til andre? Hvis ikke jeg kan formulere min ide til andre, så er det ofte ikke holdbart.

Hvor om alting er, så hvis en ide bliver stoppet, så bliver den aldrig smidt ud, men gemt som et eller flere tekstdokumenter på dropbox. Jeg har stakkevis af gamle ideer liggende, som er stoppet, og af og til kigger jeg dem igennem, for at minde mig selv om, hvad jeg har liggende. Fordi som sagt, så er det ofte ufærdige ideer, et tema, en foromtale, en gimmick, et virkemiddel, som i sig selv ikke ville kunne udfylde et helt scenarie, men som måske kan bruges som virkemiddel i et seperat scenarie.

Det er tilfældet med ideen om at rollespille i mørke, det startede som et selvstændigt scenarie, men gik ret hurtigt død, men ideen vidste jeg var god, og brugte den sidenhen som delelement i 1+1 og der er stor sanssynlighed for, at jeg bruger det igen i Bamsers Mod, en anden ide, der pt. er lidt på vågeplus fordi der er udfordringer, jeg ikke har svar på endnu. Men det er iøvrigt en ide, som har fået så stor respons, at den næppe bliver lagt i banken foreløbig, og den er lige nu den ide, jeg løbende har i tankerne og arbejder med.

Jeg ved godt, at det er noget andet noget, end de lidt større projekter Kåre arbejder med, men jeg har ligende større projekter, jeg gerne vil have gjort, så som at få genskrevet mine tre minimalistiske scenarier. Og selvom det næppe sker foreløbigt, så kunne jeg aldrig finde på at sige aldrig og smide ideen ud. Så Kåre mit bud er: ideer bliver aldrig for gamle, men skal gemmes, om ikke andet fordi, dele af ideen måske kan bruges i en anden sammenhæng eller inspirerer til noget helt tredje. Og man skal lære sig selv, at have den slags uafsluttede projekter liggende og bare vente og modnes, til den dag man er klar til at lave dem.

Johs nævner i en kommentar, at han ville ikke skrive scenariet, fordi han ikke kan gøre det elegant nok, og det er også en bekymring jeg har. Et døende barn, er et meget tungt og tragisk emne, og ikke et man må bruge for let underholdning, synes jeg. Og jeg vil ikke, via noget jeg skriver, på nogen måde virke som om, at jeg trivialisere det, der for de forældre der oplever det, er deres livs største tragedie. Hvad værre er, jeg har endnu ikke selv børn, så hvordan kan jeg på nogen måde forstå de følelser sådan en situation vækker i folk.

Men samtidig, dansk rollespil har behandlet ligende tunge emner, så som incest, voldtægt, og andre grumme ting, og endda til tider ret uelegant. Hvorfor føles et barns død, så som den grænse, der ikke må krydses? Jeg ved det ikke, måske I har nogle bud?

Et andet problem er, at skal man endelig skrive om barnedød, så får jeg i hvertfald tanken, at det emne er så stort og tungt at det fortjener et scenarie helt for sig selv, og at ideen om bamsernes kamp vil virke forstyrrende i sådan et.

Eller sagt på en anden måde: var jeg Jeeper, ville det være lige til højrebenet at skrive et close to home bleedscenarie om en familie, hvor den yngste er døende, og hvordan det påvirker alle, med et par gode virkemidler smidt indover.

Men min ide startede jo med bamserne og billedet jeg havde i sidste blog. Tanken om, hvad vores legetøj og især bamser betyder for os, og lysten til at fortælle et godt nok alvorligt scenarie, men med udgangspunkt i børn og børns leg og den barnlige fantasi. Alvorlige emner er blevet behandlet rigtigt godt på denne måde før, oftes i film. Noget mesteren Hayao Miyazaki især er god til, men amerikanske Pixar* er nu ikke ret langt bagefter.

Så som en del af min ideudvikling, spurgte jeg mig selv, hvad ville være et godt og uprøvet emne for denne historie. Og meget bevidst ville jeg holde mig væk fra de emner vi I dansk rollespil har kræset om, seksuelmisbrug, alkohol osv. Jeg ville udforske et nyt område og endelig spurgte jeg mig selv, hvad ville være den ultimative udfordring for de små bamser?

Derudaf opstod ideen om at bamsernes barn, den de har svoret at beskytte er døende. Rent narrativt er det interessant, fordi det også tjener som et vendepunkt. Pludselig skal bamserne redefinere deres opgave, og håndtere ting, de ikke er forberedt på at håndtere. Og de skal også ud og hjælpe nogen, der ikke normalt lytter til bamser, så som barnets forældre.

Men kan jeg tillade mig, at bruge barnedød som tematisk baggrund til et barnligt scenarie om bamsers mod, eller fortjener barnedød sit eget tunge jeepiske close to home scenarie? Eller! er det netop ved at tage udgangspunktet i barnets verden og fantasi, at det bliver muligt at fortælle om barnedød? Det er trods alt barnet, der er døende, bør det så ikke fortælles med udgangspunkt i barnets verden?

Men ligemeget hvad efterlader det også spørgsmålet, hvad skal fylde mest? Bamser der kæmper eller tragedien om barnet, der er ved at dø? Kan der findes en balance mellem de to ting?

*Jeg indrømmer blankt at Toy Story 3, er en del af inspirationen, hvor de via en historie om legetøj behandler så alvorlige emner som tortur og accept af døden.

Siden jeg så det billede, har jeg haft lyst til at skrive scenariet til det. Samtidig har jeg i et stykke tid, haft lyst til at vende tilbage til brugen af rekvisitter, som jo virkede utroligt godt i Ønskeøen. Det tænker jeg kan kombineres i et scenarie.

Spillerne spiller et barns ynglingsbamser eller -legetøj. Om det skal begrænses til sovedyr eller om alt legetøj må være med, har jeg ikke besluttet mig for endnu.

Spillernes roller skal tage udgangspunkt i spillerens egen ynglingsbamse/legetøj. Som de gerne helst skal have med, selvfølgelig. Rollerne bliver fyldud typer, det vil sige, at spillerne svarer på spørgsmål om deres bamse, og disse svar bliver til rollen. Noget alla: hvad var dit ynglingssovedyrs stærkeste side, hvad var dets svageste, og hvad var du mest bange for som barn osv.

Spillernes opgave er selvfølgelig at beskytte barnet Jacob mod nattens monstre, (ja han hedder Jacob i en hyldes til Peter Plys.) Jeg så gerne, at der er en sammenhæng mellem de monstre som angriber Jacobs drømme og de problemer barnet har i virkeligheden.

Men jeg er meget i tvivl om hvilken retning jeg skal tage udfordringerne i. Oprindelig havde jeg en ide om, at Jacob faktisk er døende, og bamsernes opgaver gik fra at beskytte ham mod monstre, til at hjælp Jacob og hans familie med at gå hans død i møde.

Jeg ser noget meget smukt, i stakkels små bamser pludselig skal arbejde med at trøste ikke kun et barn, men også barnets mor og far. Men en anden mulighed, er at de ydre problemer er familien selv. Moren drikker, faren er voldelig og storebroeren er med i en bande osv. Bamsernes opgave er så at beskytte Jacob mod resten af familien, og måske prøve at hjælpe resten af familien ud af deres problemer.

Endelig er det også muligt at forene de to ideer, således, at de problemer, som de andre i familien kæmper med, måske netop kommer fra Jacobs dødelige sygdom. Det kan man sagtens se lade sig gøre, i hvertfald morens druk og en brors sociale problemer.

Hvad synes I bedst om? Og hvorfor?

Men hvordan hjælper en bamse en voksen? Altså man kan sagtens forestille sig scener hvor bamserne slås mod fantasiens monstre. Men jeg kunne også godt tænke mig, at de håndterede de virkelige problemer.

Jeg har en ide, om at lave nogle drømmeagtige scener, hvor bamserne faktisk går i dialog med den sovende voksnes bekymringer, problemer og frygt. Men ved ikke, om det ville fungere. Iøvrigt regner jeg med, at hver spiller ud over sin bamse, også får ansvar for at spille et medlem af familien, og GM skal spille Jacob, når det er nødvendigt.

Endelig har jeg en ide om at bruge lys og mørke som virkemiddel. Dette handler om nattens drømme og mareridt, så det giver mening. Noget med stearinlys, og lommelygter. Og bruge lys til at vise, hvem der er i fokus. Men det er endnu ret løst.

Men hvad synes I, og hvilke andre scenarier har gjort noget ligende, fordi det er der givetvis. Jeg kan kun komme på Simon Stens “Monstre” og mit eget “Ønskeøen”

Turen går gennem det zombie og mutant inficerede Jylland. Der findes kun en vinder, resten vil ende som roadkills langs den øde jyskemotorvej.

Vinderen vil derimod vinde evig hæder og adgang til det forjættede Fyn, det sidste sted i verden, der er uberørt af Ødelæggelsen.

For tilskuerne i det sikrer og rige Fyn er det god underholdning, som de følger med i via livefeeds i bilerne og via TV2s panserede nyhedscopter, der følger løbet tæt.

For deltagerne er det et sidste desperat forsøg, på at vinde adgang til et bedre liv på den anden side af Lillbælt.

Men det er der ikke tid til at tænke på, forude venter den farligste motorvejsstrækning i verden, og klar holder de mindst lige så farlige køretøjer, alt fra ombyggede traktore med Gatlingguns til mejetærskere så pumpet de kan hakke sig legende let gennem kød og jern.

Hjertet hamre mens lyst skifter fra rødt til gul til…

—

Bare en ide der pludselig dukkede op, og jeg fik lyst til at dele med jer. God jul…

Der kommer fem scenarie, de første fire er ringen og en karakter fra det første scenarie går igen i det andet, og en anden fra det andet går igen fra det tredje og så fremledes, så at en person fra det fjerde også er i det første. Af samme grund tror jeg også at scenarierne får en bestemt kronologisk orden de skal spilles i. Der er iøvrigt 4 roller i hvert scenerier hvoraf to af dem altså kun er til stede i det scenarie og to af dem går igen i et andet og mesterscenariet.

Endelig kommer der mesterscenariet, det 5, som afslutter ringen og hvor de fire roller som har gået igen alle er med. Som tema har jeg valgt at bruge de fem søjler i Islam, således at hvert scenarie har en af disse som tematisk fundament. Hvad rækkefølgen bliver, ved jeg ikke helt endnu.

De fem søjler er:
Trosbekendelsen, Bønnen, Almissen, Fasten og Pilgrimsfærden.

Men jeg har netop besluttet, at jeg som gennemgående tema, vil bruge det der var lige ved at blive den sjette søjle i Islam, nemlig: Jihaden, og jeg vil bruge den, som Muhammed oprindeligt tænkte den, nemlig med en skelnen mellem den store Jihad og den Lille Jihad. Den store Jihad er er den indre kamp, mellem det gode og onde inden os selv, den lille Jihad er kampen mod de ydre fjender, en tematik der sådan set allerede lægger i Mouse Guard, så jeg tænkte det vil jeg virkelig spille på.

Endelig smed Johs jo et sidste benspænd ind, og sagde at temaet skulle være den nye verden. Det har jeg så taget på mig, men drejet det lidt. Fordi den del af MG universet jeg synes er mest dragende er hele konflikten mellem musene og væslerne, og man kan jo se på kortet, at efter den store vinterkrig mod væslerne blev indtil flere musebyer udslettet eller forladt, og det er forsøget på genkoloniseringen af en af disse, jeg vil lade være omdrejningspunktet for historien. Så ikke helt nyt land, men stadig ud i et ukendt område. At væslerne således også spiller en rolle i historien passer også fordi deres udsende og arkitektur har en ret arabisk følelse. Det slår mig, at det næsten er noget korsfare over hele ideen, og det kunne være det også skulle tænkes ind i. Men nu må vi lige se, og ikke komplicere det alt for meget.

Ideen er, at en gruppe Mouse Guards er med som følge og vagter til den store gruppe af mus, som ønsker at genoprette en forladt museby. Og det er disse Mouse Guards som er rollerne på skift. Hvor man følger dem kæmpe med de udfordringer tilbagetagelsen af området giver.

Jeg har endnu ikke besluttet mig for en tidshorisont for hele projektet og de enkelte scenarier, og ved ikke om jeg gør det. Min mængde af fritid er så svingende for tiden, at det ville være forkert at sige, for eksempel en uge per scenarie, fordi en uge kan det være jeg har god tid, og en anden kan det være jeg pludselig kun har en aften. Men vi kan se om det bliver nødvendigt senere.

Jeg er meget i tvivl om jeg skal plotte en samlet historie, inden jeg skriver de enkelte historier. Eller om jeg skal skrive et scenarie af gangen og lade historien udvikle sig fra scenarie til scenarie. Men jeg hælder mest til sidste, fordi det er det, jeg har set virke med god effekt i rollespil, hvor historien opstår midt i spillet. Men om det også virker, når man skriver, ved jeg ikke.

Jeg vil løbende skrive om projektet og lægge de færdige scenarier her op. Jeg har netop besluttet mig for, at jeg vil prøve at udvikle historien hen ad vejen, hvis det fejler må jeg jo bare begynde forfra og plotte lidt. Jeg vil simpelthen lege ja-leg med mig selv, og ikke tænke for meget over, hvad det giver af resultat senere, men blot skrive frit fra leveren.

Det betyder også, at jeg allerede nu, kan skrive lidt om det første scenarie. Fordi det har jeg lige fundet på, og må altså ikke tænke videre over. Det bliver med udgangspunkt i Pilgrimsfærden, og handler om rejsen fra Lockhaven til den forladte by.

Endelig så jeg jo, hvor sjovt det var, at lave lidt crowdsourcing her på bloggen, så det vil jeg måske også arbejde ind i det. Således at en ting i hvert scenarie overlades til jer kære læsere. For eksempel kunne jeg præsentere de fire roller, for hvert scenarie, og lade jer om at bestemme hvilken af disse går videre til næste scenarie. Haha det er Robinson Ekspeditonen ala Mouse Guard!

Lad os meta crowdsource: synes I, at det er en god ide, at overlade dele af ringen til jer? Kommenter her under:

Denne gang tager jeg udgangspunkt i de sidste tanker fra forrige indlæg. Hvor jeg kom frem til, at historien kunne have tre perioder, hvor spillederstilen skiftede for at understrege, det der skete i historien på dette tidspunkt.

Første halvdel skulle vise, hvordan Manden dominerede de fire kvinders liv. Ikke med tvang eller vold, men fordi de elsker ham, og ikke kan gøre sig fri, af deres afhængighed af ham.

I SystemPerfekt, opdagede jeg, hvor lidt der skulle til, før man kan få sine spillere indoktrineret til et bestemt handlindmønster. Og jeg kan se at Lady og Otto gør noget af det samme. I en samtale med Oliver blev Lady og Otto beskrevet som tvangsfeelgood. Altså du bliver tvunget til at skabe en positiv historie, selvom vi instinktivt vil skabe konflikter.

Grebet i Lady og Otto er, at GM klipper scenen og går over til de to andre spillere, så snart nogen spiller negativt eller lægger op til en konflikt. De beretninger jeg har hørt om Lady og Otto viser også, at nogle spillere fangede dette og “lærte” at skabe positive historier.

Jeg tænker, om man i første del, af Dollyvill (scenariet har endnu ikke noget navn, så lad os kalde det Dollyvill) kunne bruge et ligende begreb til at vise spillerne, hvor underkuede de er af dem selv. Der kunne således være en række faste korte scener, som inkludere en spiller og GM (som så spiller Manden). Hver gang spilleren prøver at sige Manden imod eller lægge op til en konflikt, klipper GM, måske ligefrem er så ond, at beskrive, hvad scenen sluttede med (selvfølgelig at Manden får ret). Og går videre til næste scene, med en anden kvinde. Kort sagt, hvis du vil have mere spiltid, så har du bare at rette dig ind, og give Manden ret. Dette fortsætter ind til alle spillere har givet op, og lader Manden bestemme over dem. Først der kan anden halvdel gå igang.

Måske vil det påvirke spillernes spilstil, så det faktisk er en udfordring at opleve Mandens kontrol forsvinde. Men der er også en risiko for, at det har den modsatte effekt, og at spillerne uden problem bryder med undertrykkelsen og bliver frie. Så udfordringen er faktisk, at spilteknisk vise, at det er svært for kvinderne at komme over Mandens død.

Rollerne er fire kvinder, der på forskellige måder er knyttet til den samme mand. Manden er vigtig for det lille lokale samfund, som scenariet foregår i. Men han har på forskellige måder holdt tilbage eller ødelagt de fire kvinder. Ikke med vold eller andet misbrug, men med deres kærlighed til ham, har han holdt dem nede og de lever deres liv efter hans.

Manden er nu død, og mens samfundet sørger oplever kvinderne for første gang, virkelig at være frie men samtidig uden formål. Scenariet løber fra hans død til begravelsen, som gerne skal være scenariets klimaks, hvor de fire kvinder endelig tager stilling til, hvordan deres liv skal se ud nu. Krydret med dette, tænker jeg at, der skal være en række tilbageblik, der giver os indblik i kvindernes indbyrdes forhold og relation til manden.

Alle rollerne bruger en Dolly Parton sang som udgangspunkt. Og samtidig vil en række faste scener, måske alle tilbageblik scener, være bundet op på en bestemt sang, som spillerne gerne skal høre inden, og bruge som inspiration. Et typisk problem, ved at bruge musik i rollespil, som kreativ inspiration, er at vi opfatter musik forskelligt. Men i dette tilfælde gør det faktisk ikke noget. Jeg vil skrive scenariet så åbent, at der netop er plads til at folk tolker sangene og dermed scenerne forskelligt.

De fire roller jeg er kommet på, er:

Ekskonen
I will forever hate Roses – Mandens første kone, som han forlod for en yngre model. Det ødelagde hende, og hun mærker stadig smerten dybt i sig.

Den nuværende kone
Made of stone – Hun elsker ham, men ved faktisk godt, at han er utro. Hver aften håber hun, at han vælger hende frem for elskerinden.

Den nye elskerinde
Sang: Cologne – Hun er også tryllebundet af ham, men må lægge sit liv om, for at være sammen med ham, og holde på deres hemmelige forhold.

Datteren
Sang: Backwoods Barbie – Hans oversete datter, der skejer ud, for at få bare en smule opmærksomhed. Hun anses som en overfladisk tøs, men ved hun har mere at byde på inden under.

Ideen er, at hans dødsfald er katalysator til, at disse fire kvinder endelig gør op med den byrde han har været i deres liv, og begynder at leve på deres vilkår. Samtidig med at vi ser, hvordan livet så ud, mens han levede.

Men spørgsmålet er, om det er interessant, at han allerede er død, eller om det skal være et stykke, hvor han er i live, og vi ser dem som undertrykte, og ikke blot ser dette i tilbageblik. Således at første halvdel af scenariet viser den uligevægt og ulykkelig forelskelse de sådan set lider af, på den ene eller anden måde. Derefter dør han, og det sætter dem i en krise, fordi deres omdrejningspunkt, hvor ulykkeligt, det så end var, nu er borte. Endelig i sidste del, må de på den ene eller anden måde gøre op med sig selv, hvem de er, nu de ikke længere er hans eks, kone, elsker eller datter.

Det tror jeg faktisk, at jeg vil gøre. Og så kunne det være sjovt, at spillederstilen afspejlede kvindernes situation. Således at i første halvdel er GM Lokomotivføre, og railroder spillerne igennem en række hverdagssituationer.

Derefter dør manden, og GM bliver en udfordre, der læsser problemer som følge af dødsfaldet over på spillerne. Måske kommer en masse skeletter pludselig ud af skabet.

Endelig i sidste del, overlades spillet til spillerne, og de er på godt og ondt frie, og GM er chearleader i at give spillerne den rette afslutningen, hvad enten den er tragisk eller feelgood. Det kunne være lidt sjovt at arbejde med.

En anden Gimick jeg overvejer, er at sige, spillerne må KUN være kvinder og GM skal være en mand.

Endelig tænker jeg, at bruge min ide, fra dette indlæg, og at rollefordeling skal blandt andet, være på baggrund af spillernes udseende. Derfor den noget provokerende titel. Det kan også gøres efter alder. Ældste skal være eksen, næst ældste er den nuværende kone, næstyngste er elskerinden og endelig er datteren den yngste spiller.

Hand synes i?

Mit sidste og noget forsinkede Hyggecon indlæg handler om en anden lyntalk jeg var til, af Erik Winther Paisley, en antropolog og rollespiller. Oplægget var meget en metode præsentation, om hvordan de brugte samtaleanalyse til at se på, hvordan rollespil er bygget op som samtale form. De har optaget og transkriberet en række rollespilsmøder hjemme hos folk, altså kun ret traditionelt kampagne rollespil. Hvilket gav dem noget ok sammenlignelig data, men betød også, at de fik nogle resultater, som jeg ikke helt kunne genkende fra conscenarier.

Men, ikke destomindre, var det interessant at høre om. De to ting der fangede mig mest, var beskrivelsen af metaniveauer, altså at vi i vores rollespils samtaler, bevæger os mellem en række metaniveauer, og ikke blot ofgame ingame.

Jeg kan ikke huske dem alle, men de var vist:

1 Normal verden – luk lige døren
2 Kommentarere på handlingen i funktionen – Jeg tror der kommer en drage
3 Snak om regler om fiktionen – Jeg slog en 20’er
4 Beskrivelser af ting man gør i fiktionen – Jeg slår på orken
5 Ord sagt inden i fiktionen – Vær hilset!

(Jeg er lidt i tvivl om rækkefølgen på 2 og 3)

Det er vist meget upræcist, vis ikke helt forkert. I må have fat i Erik, hvis I vil have de rigtige. Men tanker er blot, at vi bevæger os på en række niveauer frem og tilbage mellem virkeligheden og fiktionen, og han fandt, at man, i hvertfald i kampagne spil, var utroligt sjældent på det niveau vi ellers går op i: det inden i fiktionen.

Fra mine to kampanger med Kristian kan jeg godt genkende det. Der var vi mest ved 1, 2 og 3. Mens de to sidste kom alt for lidt. Men det var også en anden mere social situation end conrollespil. Der tror jeg, at man vil være langt mere i 4 og 5.

Men dette skulle sådan set kun nævnes for at komme ind på hans anden interessante pointe: nemlig vandringen af information mellem metaniveauer. I kender den godt: en spiller får noget information af GM, som de andre ikke får. Enten fordi han snakker med en NPC, som de andre ikke gør, eller han kan læse de ældgamle hieroglyffer.

Så kommer det klassiske spørgsmål, hvordan skal denne videregive den information mellem metalagene? Det er to slags skoler, groft set:

Copypasteing: “Jeg fortæller alle de andre det den gamle mand lige sagde.” (underforstået, alt den information, I spillere lige har hørt, besidder jeres rollerne nu også).

Genfortælling: “Øhm der står en masse om drager og dommedag, bla bla bla, ny quest, og vi skal slå ham med hornene ihjel.” (underforstået: Jeres roller ved kun det, jeg siger nu, og ikke alt, hvad GM sagde.)

Begge dele har sine fordele og ulemper: Copypasting spare tid, hvorfor gøre det igen, når nu GM har gjort det så flot, og det er ikke sjovt at høre samme historie to gange. Men samtidig bryder det med fiktionen. Erik var personligt imod det, fordi, som han sagde: så er der ingen, der taler sådan. Når vi skal videregive information, så gengiver vi aldrig samtalen ord for ord. Men vi beskriver, det vi kan huske, og siger det med vores egne ord.

Men man kan også sige, at de to typer hører til to forskellige slags spil: Copypasteing er bedst til samarbejdsrollespil. Altså os mod scenariet, der skal alle vide mest muligt, for bedst at kunne reagere mod truslen ude fra. Hvorimod genfortælling egner sig til intrigespil, hvor information hurtigt kan blive magt. “Nej, nej hieroglyfferne nævnte intet om en forbandelse, du åbner bare.”

Generelt er dette indlæg en sludder for en sladder, men jeg synes det var spændende, at se rollespil analyseret som en samtale, og se, hvilke indblik det gav på vores måde at spille på.

Apropos bevægelsen af information mellem metalag, bliver det interessant at se, hvordan Morten Greis bruger det i sit kommende rollespil på Fastaval. Det håber jeg på, at høre mere om snart.