Udfra mine blogstatestikker kan jeg se, at dette er min 100′ende blog post. Og traditionen siger, at sådan nogle runde tal bør man fejre. Så det gør jeg så, ved at lægge tre af mine fem Fastaval scenarier til download på min blog.

Du kan finde dem  her.

Eller blot klikke på den nye fane der er skabt på siden med navnet: “Download scenarier” jaja kedeligt forudsigeligt navn.

Jeg kan se at mine første to indlæg blev skrevet samme dag, den 15 april 2007. Det ene handler om den gang jeg mistede min tommelfinger, og det andet er om gennemspilningen af Hotel Commodore.

Det er pudsigt at tænke på, at denne blog oprindeligt startede blot for at have et sted at lægge de artikler op, som spillerne skrev under Hotel Commodore.

Men men men tillykke Simon, du har nu skrevet 100 indlæg, de fleste af dem om dig selv, din selvpromoverende nar…

Så bliv Stjernetegn færdig og det er sent af sted til Fastaval. Efter mange ændringer og mangt en følelse af at det endnu ikke hang helt sammen, føler jeg endelig at slutproduktet blev et solidt og sammenhængende produkt.
For at fejre det lægger jeg hermed Spillerhæftet online:

Spillerhæfte

Layoutet er inspireret af 3:16, som har et layout, der ligger ned. Det betyder at når man læser det på computeren kan man se en hel side af gangen. Desuden lod jeg også mærke til at andet trick 3:16 bruger: de lader aldrig afsnit skifte side. Når man har læst en side, så har man også læst et afsnit, ikke noget med at bladre frem og tilbage. Ret smart synes jeg, og det bruger jeg også i spillerhæftet. Grunden er simpel: de fleste gennemlæsninger af dette vil ske på en computer og ikke i udskrevet form.

Det betyder at der er flere sider, da skriftstørrelsen skal være større for at kunne læse det mens man ser en hel side på en gang, men et skift fra 10 sider til 14 sider, synes jeg ikke er noget problem, det er jo den samme mængde tekst, bare sat op på en mere overskuelig og letlæselig måde.

Udover spillerhæftet består scenariet af:

• Arrangørmappen - som har et normalt layout, da den mere vil blive læst udskrevet end på computerskærm. Arrangørmappen er en moppedreng på 29 sider, så den smider jeg altså ikke op her, men sender den gerne, til dem der er interesserede.
• Rollerne - 12 styk, der fylder en side hver. Men fra start består den enkelte rolle kun af seks tillægsord, hvoraf spillerne vælger to (en styrke og en svaghed). (resten består af plads til at skabe sin egen rolle på.
• Fortællingerne - 4 styk, med 6 historier i hver, det giver i alt 24 scener, hvor af spillerne kun skal spille seks. Det betyder at hver gennemspilning når meget forskellige historier.
• Karakter - og stedark til de dødelige og deres steder spillerne nu finder på i løbet af spillet.
• Og endelig nogle papirer med stjernetegn på man skal bruge til opsætningen af lokalet.

Det er et scenarie, der kræver en del udskrivning, før det kan spilles, men så heller ikke meget mere end det og selvfølgelig maskerne.
Men det er en glædelig og underlig fornemmelse endelig at kunne lukke dette scenarie.

Og så samme dag, som jeg kunne erklære Stjernetegn færdigt, dumpede Mouse Guard rollespillet ind af døren. Det var dog god timeing. Både rollespillet og de to oprindelige tegneserier (som jeg kom til at købe med ups) ser rigtigt lækre ud. Nu skal jeg bare i gang med at læse det, så jeg kan få startet en gruppe op her i Århus.

Morten brugte et interessant begreb i hans anmeldelse af Being Max Møller, da han beskriver noget af spiloplevelsen:

”Klassisk kaostisk sandkassespil, hvor hele gruppen på et tidspunkt begynder at blive udmattet, og man japper gennem den sidste del af spillet.”

Jeg er rimelig overbevist om, at det ikke er at officielt ord, men det beskriver meget godt noget mange sikkert kender fra rollespil, især con-rollespil, jeg gør i hvert fald, både som spiller og spilleder.

Der kan opstå på alle tidspunkter i et scenarie. Morten oplever det hen imod slutningen fordi energien er brugt op (af at sige Max Møller så mange gange sikkert). Jeg har oplevet det i starten, fordi scenariet havde nogle ting det skulle have overstået før man kom til det som faktisk var værd at spille, (det gribende, sjove, seje, sørgelige osv.) Eller midt i fordi en eller anden scene lige pludselig trækker uventet ud, (fordi spillerne ikke kan finde et eller andet snedigt hint, eller fokusere på det forkerte (ifølge forfatteren) eller simpelthen fordi der er en kedelig scene skrevet ind.)

Så japper man, man overgiver sig ikke rigtigt til spillet, og spiller kun videre fordi vi jo skal igennem dette stykke, eller blive færdigt med scenariet.

Et mindre fedt ord kunne også være pligtrollespil, eller pligtscener. Vi spiller ikke denne scene fordi det er sjovt, men fordi vi SKAL. Men pligt rollespil er ikke rigtigt dækkende, da det jo nærmest kun dækker over det, når det drejer sig om noget forfatteren vil have en til at spille, det dækker ikke over at spillerne kører fast eller løber tør for energi.

Så lad os fortsat kalde det at jappe, eller jeg japper. Så hvad gør man, hvis man pludselig begynder at jappe? Her er hvad jeg kunne finde på, andre forslag modtages gerne.

Stop med at spille
Hvis jeg husker rigtigt, så er dette en Jeep sandhed, eller hvad de nu kalder dem. Den lyder sådan her:

”A game that stinks should be ended quickly, and then discussed.”

Går det ikke, sidder alle og ligesom tænker: åh får dette ikke snart en ende? Så stop og snak om hvorfor man jappede. Måske kan man ligefrem lærer noget til næste gang. Var det som i Mortens tilfælde fordi energien var brugt op? Er der noget med scenariet der ikke fungerer? Er det simpelthen bare spilgruppe og scenarie der ikke passer sammen? Eller er denne del af scenariet bare ikke fed at spille?

Spol frem til det gode stykke
Det sidste eksempel ovenover springer direkte ind i denne løsning. Ofte vil spillederen kende scenariet godt nok, til at vide, at på det og det tidspunkt bliver det rigtigt godt. Så kan man evt. springe der hen, eller i det mindste forkorte scenerne, der leder hen til det punkt, gevaldigt ned.

Enten kan spillederen springe frem uden at fortælle spillerne det, så de ikke opdager at en stor bid af scenariet pludselig er væk. Eller hvis man er stoppet som ovenfor, så kan man evt. sige: ok grunden er at vi ikke er kommet til det gode stykke, så lad i fællesskab aftale at vi går der hen.

Kristian Petersen gjorde det på en måde i vores nystartede kampagne. I stedet for at starte der, hvor spilpersonerne mødes for første gang, så hoppede han to uger frem til hvor vi kender hinanden, og har besluttet at slå kludene sammen. Så kan vi senere vende tilbage og spille om dengang vi mødtes. Det betød at vi kunne starte på en ret heftig spilgang, i stedet for en lidt kedelig: ”hvem er du så” omgang.

Lad folk gå
Det værste er næsten, hvis den ene halvdel elsker scenariet, men de andre (eller måske blot en) sidder og krummer tær/keder sig/bliver mere og mere bange. Så kan man måske stoppe, snakke fornuftigt om det og komme frem til, at dem som faktisk nyder det spillere videre, og resten kan få lov at gå

Det kan være rigtigt svært at gøre kan jeg forestille mig. Og måske kan det slet ikke lade sig gøre, fordi så forsvinder en vigtig rolle. Men denne mulighed skal huskes at nævnes, fordi nogle gange kan det lade sig gøre, især i lives, (det var det jeg skulle have gjort i Hotel Commodore).

Bryd med scenariet struktur eller præmis
Endelig kan vi sige: det som scenariet vil, tiltaler ikke os, men vi vil nu stadig gerne spille noget rollespil. Så kan man simpelthen droppe dele af scenariet og så kun køre videre på det, der funker, eller smide noget andet ind i stedet.
Dette tror jeg, der er mange spilledere, der gør mere eller mindre bevidst på conner. Jeg har i hvert fald gjort det selv. Haft en gruppe hvor jeg hurtigt kunne se: ok det her funker ikke på denne gruppe, jeg ændre stil eller skære hint og dette fra.

Sjældent fortæller jeg dem det, de havde jo en god oplevelse (oftest), hvorfor spolere dette ved at fortælle dem at de gjorde det forkert (altså igen ifølge forfatteren). Selvom nogle gange er det sjovt at snakke om den slags bagefter, for at se om man måske kan give noget feedback på den baggrund til forfatteren.

Skrigende forfattere
Nu har jeg nævnt forfattere en del gange, og gjort det lettere nedladende. Og jeg kan da også mærke at blot at skrive denne tekst har stukket lidt i hjertet en gang imellem. Tanken om, at opfordre spillere og spilledere til at drive den slags vold på ens hjertebarn, er næsten kættersk.
Men så er det at jeg bør komme ned fra min trone og indse: at det man skriver, måske ikke er fedt for alle. Jeg vil personligt hellere have at spiller og spilleder driver vold på mit scenarie og har en god oplevelse, end at de trasker noget igennem, de slet ikke vil, bare fordi jeg har skrevet at det skal.

Hjemme i stuen?
Hele denne snak tager udgangspunkt i rollespil på conner. Og jeg kunne forestille mig at problemet er størst her. Man kender ikke hinanden eller spillederen og det er en helt tredje part, som har skrevet det man skal spille, sandsynligheden for at noget ikke passer sammen er stor.

Når man er hjemme, sker dette sjældnere, tror jeg, om ikke andet fordi gruppen som regel passer sammen, og det er lettere at komme frem til, hvad alle vil. Men derfor er det ikke umuligt at man kan komme i samme situation, så kan man evt. bruge nogle af de ting jeg nævner ovenover.

Det er svært
Som spilleder og endnu mere som spiller kan det være svært at sige: ”Stop det her går ikke.” Men det er sådan set der Jeep har en styrke, de gør det tilladt at stoppe. Det er en af støttepillerne i deres stil.
Så rådet her fra er vel kort og godt: hav mod på at stoppe, død over jappen!

Jeg har jo hintet til, hvordan spiltesten af Stjernetegn gik. Men kan lige så godt sige det lige ud: Det gik over alt forventning. Spillerne greb scenariet og gjorde det til deres eget. De skabte en god historie både blandt guder og dødelige, selvom historien blandt dødelige lidt gentog sig selv, men det er svært at undgå når 10 mennesker skal finde på en historie sammen. Ekstra fedt var det, da historien blandt guderne og blandt de dødelige pludselig smeltede sammen i sidste scene.

Historien koncentrerede sig om kampen mellem oprørslederen Isabella og hendes modstykke den onde men magtfulde Inkvisitor, hvis navn jeg ikke kan huske. Inkvisitorens skæbne var især interessant, da der efter hans død pludselig opstod konflikt blandt guderne. En gud ønskede at bringe ham tilbage, men de fleste andre var imod dette brud på reglerne. Det kulminerede i en scene, hvor guderne hentede denne dødelige op, for at udspørge ham, og beslutte om han var værdi til at blive skænket livets gave igen.
En smuk scene, som kom fuldstændig uventet for mig, især da guderne besluttede, at inkvisitoren skulle spilles af mig, da jeg var den eneste som ikke var part i sagen. Da jeg skrev Stjernetegn, havde jeg på ingen måde forstillet mig, at det kunne ske. Men det virkede og gav en god scene. Og det er sådan set formålet med Stjernetegn, hvis ikke alle mine scenarier. At spillerne overtaget scenariet og tilføjer det mere, end jeg havde troet muligt.
Isabella derimod døde i armene på sin elsker, efter hun havde vundet det afgørende slag. Det smukke var at de to blev spillet af to guder, som havde opgivet deres kolde ydre og åbenlyst erklæret deres kærlighed. Det var det jeg mente, da jeg sagde de dødeliges og gudernes historie blandede sig sammen.
Begge eksempler, viser, hvad det er, stjernetegn kan, og jeg er bare ovenud glad, for at det virkede som det skulle. Nu lidt om hvad der skal ændres:

Spillerhæftet skal være kortere, meget kortere. Måske jeg kan få det ned på fire sider?
Der skal laves et flowchart, der visualiserer, hvordan scenariet forløber. Da den tekst jeg har skrevet nu, der forklarer det samme, blot er forvirrende.
Spillerne skal forsikres, at der er en spilleder lignende person, som tager god hånd om dem hele vejen igennem. Det var åbenbart ikke gjort klart nok i teksten.
Der er flere andre ting der skal ændres, men dem kan jeg ikke lige huske på stående fod.

Endelig skal arrangørmappen skrives grundigt om, da den ikke var til meget hjælp i dens nuværende form. Blandt andet skal drømmerejsen skrives igennem en gang eller to. Den fungerede, men den kan blive bedre.

Til sidst til de der venter spændt på den del: maskerne fungerede perfekt, og hjælp flere spillere med at give slip på deres hæmninger. Som en spiller sagde: ”Det var jo ikke mig, men masken der sagde og gjorde de ting.”
Selvom flere i starten klagede over at maskerne var ubekvemme at have på, vende de fleste sig vist til dem. Så jeg har besluttet at beholde disse i stedet for at gå op til en dyrere og kun måske bedre model.

Lidt billeder fra opsætningen:

Igen med Uffe i Spidsen, blev vi taget igennem tre af antologiens scenarier. Alle tre med Space Marines som udgangspunkt. Tilfældigt men smukt hang de tre sammen, og kunne ses som tre nedslag i en Space Marines liv. Som Uffe sagde: ”Fyrtrånet” følger nogle unge uerfarne soldater, I ”Space hulk” er det folk i midten af deres karriere og endelige ”Remembering the fall” er man Terminators, det højeste en Space Marine kan opnå.

Vi spillede det ikke i den rækkefølge, da det ikke var sikkert vi kunne nå alle tre og Uffe ville være sikker på vi nåede ”Remembering the Fall,” med god grund. Jeg vil sige lidt om hvert af dem nu, (det skal i øvrigt siges, at det ikke er sikkert jeg husker navnene rigtigt og de måske hedder noget andet.):

Fyrtårnet af Kristian Bach Petersen
En smuk historie om fire unge rekrutter, der efterlades af alt og alle, og på egen hånd skal forsvare en højteknologisk kommunikationspost omringet af Tyranids, (som de vist hedder). Scenariet er fuldstændigt systemfrit. Ingen terningslag, bare fortælleglæde.
Vi spillede en aktionpræget tjubang historie. Men min fornemmelse var, at der også var meningen, at vi skulle have haft flere stille tider, hvor man hver for sig, kunne blive mere og mere nervøs, mens man knugede sin Boltgun hårdere og hårdere i den ulidelige stilhed.
Men jeg nød nu oplevelsen, og min egen spilperson, som var splittet mellem æren og overlevelses instinktet. Ganske underholdende.

Space Hulk af Morten Greis Petersen
Det sidste scenarie vi spillede, så vi kørte på reservebatterier her. Men jeg tror desværre ikke, at det kun var derfor, dette scenarie ikke kom helt så meget op og ringe som de to første. Det var det der mest bar præg af stadig at være et spiltest scenarier. Hvor de to andre virkede mere færdige.
Man er en gruppe Space Marines, som skal undersøge et forladt Space Hulk. Man bliver konstant overfaldet af Rumvæsner. Men skal selv fortælle, hvad der sker, ud fra hvad terningerne viser. Man får plus til sine rul, hvis man larmer, råber liturgier (en slags kampråb?) og hvis andre spillere støtter ens liturgier.
Udfra hvad jeg kender til 3:16, så mindende det meget om dette, (hvilket jeg også tror, var meningen.) Men når nu det mindede så meget om dette, så hvorfor ikke tage springet helt og bygge systemet op via 3:16?
Blandt andet var det ærgerligt at spilpersonerne var helt ens undtagen navn. Men jeg tror det var en spiltest ting, det ville have været langt sjovere, hvis der havde været forskelle på personerne, så det faktisk havde haft en indflydelse, hvem der valgte at skyde.
Vi diskuterede også at det kunne give bonus hvis man brugte meget armo, men det betød så at man kunne risikere at løbe tør for skud. For eksempel kunne alle starte med x terninger foran sig, og bruge dem hvis det blev nødvendigt, men løb man først tør for disse, var det nærkamp (med medfølgende minus) resten af scenariet.
Et andet problem var liturgierne. Det var en god ide, generelt det hele, med bonus for at larme. Men langt de fleste af dem var for lange, og det sænkede tempoet, når man midt i bang, skud og aliens, skulle samle sin rolle op og læse liturgien op.
Der hvor det virkede bedst, var når en spiller selv fandt på en liturgi, der opstod nogle fede nogen, og det ekstra fede var, så kunne man pludselig passe liturgi sammen med, hvad der skete. Men det betød jo, at så kunne de andre ikke råbe med længere og så røg en bonusterning. Jeg ville anbefale at man lægger op til at selv finde på dem, og så hvis andre spiller forsætter ens liturgi, så giver det en bonus terning.
Jeg tror og håber det færdige produkt bliver godt og glæder mig til at se det færdigt, fordi der er virkelig nogle gode ting i det. Men det skal spidses til og slås nogle darlings ihjel.

Remembering the Fall af Peter Fallesen
Absolut topscoren, et scenarie på fire sider, og spilpersoner på en halv side. Et rigtigt smukt scenarie, der med en simpel konstruktion skaber en medrivende og fed fortælling. Jeg har læst lidt om scenariet på Peters blog, og var både fristet, men også lidt tøvende, om det nu kunne lade sig gøre. Men er nu overbevist, det funker! Jeg tror ikke jeg vil fortælle mere om det, fordi det kan I læse inde på Peters blog. Kan blot sige: prøv det.
Jeg må hellere nævne en sidste ting, fordi jeg ved det er en ting Peter går op i: Man skal vælge om man vil støtte kejseren eller oprøret i scenariet. Og jeg sad personligt ind til sidste øjeblik, lige før vi skulle vælge og var i tvivl. Hvilket var vildt fedt. Det ekstra fede var så, at alle råbte rigtigt alt efter, hvem der havde vist sig at være sammen med hvem.
”For Kejseren!”

Jeg havde håbet på at kunne vælge en af årets reruns som det næste læsegruppe scenarie. Men nu kan jeg vist ikke trække den længere. Så i stedet vælger jeg nu det næste scenarie, og håber at den næste som vælger til den tid vælger et rerun, (Det kan lige nåes i Marts, da Fastaval er den 1 april).

Så uden mere forsinken bringer jeg, næste scenarie:

Persona

Det er et af de få livescenarier på Rylle, og nok også det første live på rylle, hvis jeg hukser rigtigt. Så jeg tænkte det var på tide, vi fik anmeldt et live. Jeg forslår vi sætter deadline den 1. marts, da scenariet er noget af en mundfuld.

En slags anmeldelse uden rigtigt at have læst scenariet.
Jeg har kun skimmet Max Møller scenariet, og synes ikke jeg forstod ret meget af det, og havde ret svært ved at se, hvordan det skulle køres. Som spilleder havde jeg været forvirret.
Men hvad der dog var tydeligt, var at det er et smukt indblik i Fastaval anno 2001. Under Con2 kom mig og Thais til at snakke om, dets outdatedhed. Jeg kendte meget få af dem der bliver nævnt, og dem jeg dog genkendte, kender jeg kun via navn (eller et vagt rygte).
Med pointen er, at scenariet nok kunne opdateres. Man kunne nok finde lignende personer, som repræsenterer en slags ny udgave af dem der optrådte i 2001 udgaven. Altså nye navne samme funktion i historien.
Hvis det er rigtigt byrde man kunne omskrive Being Max Møller til: Being (udfyld selv). Og så opdatere den med nogle års mellemrum, og blot putte nye navne ind og ændre nogle begreber.
Men kan det lade sig gøre, jeg vil nu læse scenariet og se.
…
…
…
Nej det kan man ikke. Being Max Møller binder sig ikke kun til kendte spilpersoner, men også alt det Fastaval var dengang. Og selvom vi snakker om, at Fastaval aldrig ændre sig, så genkender jeg ikke det billede Max tegner af Fastaval.
Eller rettere det gør jeg, men kun fra diverse Fastavalminder rundt om på bloggene. Jeg synes, at på godt og ondt, så er den Fastaval jeg kender, en helt anden en den der parodieres på i 2009. Om det er fordi tingene faktisk har ændret sig, eller om jeg bare ser Fastaval fra en anden vinkel ved jeg ikke.

Så hvad kan vi bruge scenariet til i dag? Jeg vil mene at det nok aldrig kan spilles igen. De fleste af dem der optræder, er forsvundet fra Fastaval og det vil alligevel aldrig kunne konkurrere med den der første legendariske bar-event, som jeg kun har hørt om.
Derimod er det fed læsning, det er underholdende, velskrevet og kender man til Fastaval, er det et godt indblik i Fastavals historie. Det er intet mindre en historisk tekst. De andre scenarier, vi har anmeldt, har vist hvordan man skrev scenarier i forskellige tider, det gør Being Max Møller også, men det giver også et indblik i, hvad Fastaval var den gang.
Så kort sagt: et scenarie, der i dag er mere værd at læse, end at spille.

Og til sidst en lille pudsig side tanke:
Hvis nogen opdaterede scenariet til en 2009 udgave, hvem skulle så erstatte spilpersoner og vigtige bipersoner?

Så fik jeg endelig prøvet det system alle snakker om. Uffe Thorsen var vores spilleder og pushede samtidig meget effektivt spillet, (jeg gad godt vide, hvor meget de betaler ham for det). Historien fandt sted i Mouse Guard universets myter, på den grønne ø forlænge siden, (meget passende da connens tema var Irland.)

Det er, må jeg jo indrømme, efter at have været hjernevasket af missionæren Uffe, et fantastisk system. En række enkelte ting gør systemet gennemført og fedt:

• Alle terningslag betyder noget for historien.
• Man kan aldrig rulle om den samme konflikt flere gange, har man først enten fejlet eller vundet, rykker historien væk fra dette og videre.
• At fejle et rul skubber historien lige så meget videre som at vinde et rul. (I modsætning til de fleste andre systemer, hvor historien kun kan komme videre i det noget lykkedes. ”jeg prøver at låse døren op”, ”nå det lykkedes ikke prøv igen”, osv.)
• Alt i ens rolle kan påvirke terningrul. At være nervøs eller gammel, er ikke længere blot noget man måske, måske ikke kan bruge i sit rollespil, men også meget der kan påvirke terningsrul.
• Alt kan i princippet afgøres af et terningrul. Vil du have en årtiers lang borgerkrig overstået med et rul? Kast terningerne, og det er gjort.
• Men er der en vigtig og afgørende konflikt, kan man vælge at lave en ”Conflict,” som så er en slags kamp, der kræver flere rul frem og tilbage. Men det fede er:
  • Hvert rul i konflikten, skal skubbe historien i konflikten videre
  • Og alt kan være en konflikt, ikke kun kamp, men også diskussioner, væddeløb, forførelseslege, alt hvad du vil.
• Så alt efter om et terningrul er vigtigt for historie eller ej, kan man vælge at blot rulle, eller gøre en konflikt ud af det.

Der er rigeligt af andre fede ting ved dette, blandt andet settingen og systemet til at finde på historier, (hvilket gør det meget lettere at være GM). Men overstående er hvad jeg trippede ekstra over under connen. Jeg overvejer stærkt, at starte en kampagne i Århus.

Alt i alt et flot gennemtænkt spil, der formår at have meget system, der gang på gang lægger op til rollespil. Jeg er solgt.

Så er jeg hjemme og har sovet (en smule) ud oven på Con2 og det er på tide at begynde at fortælle om den. Dette indlæg vil mest fortælle om connen som sådan, og vise lidt billeder derfra, men senere kommer også spilrapporter fra Svanen og 40k Antologien, begge dele kyndigt spilledet af Uffe Thorsen. Og selvfølgelig vil jeg også skrive noget om, hvordan det gik med Stjernetegn, samt lidt billeder fra opsætningen af denne, (det er jo ikke den blog værdigt, at skrive alt for mange indlæg, uden at nævne noget jeg selv har lavet).

Con2 er en dejlig con, og kan på fulde konkurrer med andre rundt om i landet. Det er jo desværre sigende at denne lille con havde tre fire gange flere scenarier på programmet end sidste års Hyggecon, som vist kun havde tre, i mod Con2s 15. En af årsagerne må jo nok siges, at være Con2s placering. Den ligger perfekt til en sidste spiltest inden Fastaval.

Humm har lige tjekket, og kun fire af scenarierne på Con2 er spilteste, til Fastaval i hvert fald. Nå jeg ved ikke hvad det er de gør, men lige nu virker det som om, at Con2 er connen at holde øje med i Danmark, i hvert fald set fra min begrænsede synsvinkel. Men både Bacon og Vintersol kunne nok også gå efter den pris. Men de gamle travere, Fastaval, Viking-con og Hyggecon, virker sammenligent med Con2, lidt støvede og langsomme.

Det korte at det lange er, at Con2 er en dejligt uformel con, men en meget bred vifte af rolle og brædtspil, og jeg ville ikke blive overrasket, hvis jeg fandt vej forbi der igen, både som spiller og forfatter.

Og nu lidt billeder:

Der er både lidt af fællesområdet, lidt marcipan figurer, et enkelt fra opsætningen af Stjernetegn, samt nogle detaljer fra den fritegnnings væg de havde stillet op.

Tak for en hyggelig con.

Jeg kan ikke sove, kan lige så godt stå ved det, snuppe lidt Whisky, og hører alt for højt Clanadonia og fortælle jer lidt om Stjernetegn. Jeg kan ikke sove netop pga. Stjernetegn. Det skal spiltestes i morgen aften kl. otte og er ekstra nervøs af en grund: Jeg skal for første gang være spilleder på en af mine egne scenarier.

Bevares jeg var da til stede, da jeg satte Hotel Commodore op, men det var på en anden måde. Denne gang skal jeg være meget mere på, og på et scenarie som er langt mere et hjertebarn end tidligere.

Det har været rigtigt svært at formulere dette scenarie, selvom jeg selv lysende klart så hvordan det skulle gøres. Lige nu tror jeg scenariet hænger mellem at være uforståeligt eller en fed oplevelse.

Der er også ekstra pres på, fordi Stjernetegn har været undervejs længe. Jeg tror jeg nævnte ideen kort til Morten G under Fastaval 2007. Når noget har ligget så længe og simret, så vil man gerne have et ordentligt resultat, når bæstet så slippes fri.

Desuden er deadline ikke ret langt væk, så det er begrænset, hvor meget der kan reddes hvis det dykker totalt. Men det er jeg næsten glad, for så jeg ikke gør samme fejl jeg gjorde ved SystemPerfekt.

Men på godt og ondt, så har jeg svarene i morgen, ønsk mig held og lykke. Hvis nogen skulle få lyst til at læse con2 udgaven, så kan man hente Spillerhæftet her:

Stjernetegn Spillerhæfte til con2

Der er meget mere til scenariet end det, der roller (12 sider en side per rolle), domme, 4 gange 6 domme igen en side per dom. Og så moppedrengen: arrangørmappen på over 30 sider. Men som I kan hører, ville det være alt for meget at lægge op.

Nå ja og så er der jo også maskerne, dem er jeg faktisk ok tilfreds med, men er spændt på om de ligger noget til spiloplevelsen. I kan i hvert fald se dem her:

Og når så con2 er over, så er det på tide at få indhentet noget blogskrivning:

• Mangler og skrive om Maxes Fastaval eventyr samt vælge et nyt at anmelde.
• Men der bør nok også blive tid til at fortælle lidt om con2 og spiltesten.
• Og endelig kan det jo også være, der kommer et ord eller to om Kristian P’s kampagne, som jeg er blevet inviteret med i. Glæder mig, synes universet er fedt og reglerne dejlige fleksible, og så er det bare år og da siden jeg har spillet rollespil uden for connerne.

Wish me luck!